Kender du det, at du går forbi et vindue, spejl eller anden materiale som reflekterer din krop idet du går forbi? Kender du det, at du i et split sekund kan se dig som du reelt set er uden negative tanker og nedladende kommentarer om dig selv?
Jeg har et forskruet billede af, hvordan min krop ser ud. Det jeg ser, er negativt og fuldstændig idiotisk. Det påvirker min hverdag. Realistisk set – fra den fornuftige side, der kan jeg godt se, at jeg er total normal. Min fornuft ved godt, hvordan verden ser ud. Min fornuft ved, at jeg ikke har noget at være utilfreds med – tværtimod. MEN fortæl lige det til mine følelser og tanker.. Jøsses. Det er en kamp jeg har haft i langt tid. Det bliver bedre dag for dag – heldigvis! Og jeg tror ikke, at jeg nogen sinde helt vil slippe den kamp jeg har. Heldigvis for mig, har jeg super gode veninder, som kender til min kamp, som jeg kan være helt ærlige overfor (mere ærlig end jeg er her) og som altid er der til at give mig et nyt perspektiv på tingene. Hvor er jeg heldig at have dem.
Jeg vil ikke skyde skarpt på fitness verdenen eller det samfund vi har lige nu og sige at det alt sammen er “deres” skyld. Men min kamp begyndte for alvor da jeg begyndte at træne seriøst og blev grebet af hele denne her “vær sund og træn” verden. Jeg vidste ikke, hvad jeg gik ind til og jeg havde ingen at tale med, om alle de ideer jeg fik og tanker jeg havde. Det gik helt af sporet for mig, og jeg kunne slet ikke finde ud af det hele i mit hoved. Havde jeg vidst, hvad jeg vidste i dag, så havde jeg ikke blevet så ekstrem og havde søgt hjælp allerede fra dag 1.
Men – det skal ikke alt sammen lyde alt for sørgeligt. For jeg har flere og flere positive øjeblikke i dag, flere gange om dagen. Jeg nyder mere livet, selvom det betyder, at jeg har taget nogle kilo på (hvilket nok er det jeg har det sværest ved). Jeg nyder, at jeg er social og ikke længere går i panik, hvis jeg ikke kan styre min kost og træning efter mine gamle (dårlige) vaner.
Spejlbilledet er bedre og bedre. Jeg håber, at jeg en dag kun sjældent får nedture og ser virkeligheden, hver gang jeg kigger mig i spejlet.
Der er sket lige præcis det jeg frygtede, da jeg startede denne blog. At jeg ville have svært ved at følge med. Jeg har de bedste intentioner om at dele en masse opskrifter, tanker, diskutere emner og dele min verden med jer, men i hverdagen, så finder jeg på 1000 dårlige undskyldninger for ikke at lave et indlæg.
Jeg føler ikke, at jeg kan gøre det godt nok, ud fra det jeg ønsker at få ud af denne blog. Det er så ærgerligt! Svigt er et stort og stærkt ord at bruge, men jeg føler lidt at det er hvad jeg gør, ved at bloggen står stille.
Men… Jeg håber, at jeg kan få mere styr på bloggen og komme med flere indlæg. Jeg har dog brug for hjælp…..!
HVAD VIL DU GERNE LÆSE OM?
Hjælp mig med emner, så jeg ikke bare kører fast i en rundkreds..
Min kærlighed til kulhydrater starter helt før jeg selv havde kontrol over, hvad det var jeg spiste. Jeg var en meget tynd baby og min mor har derfor sørget for, at jeg har fået en masse at spise. Jeg har billeder af, at jeg fik indhentet det hele og jeg var en dejlig tyk lille basse.
Jeg er vokset op på landet, hvor kosten primært bestod af brun sovs, kartofler og kød. Da jeg var barn fik vi altid dessert og min mor er voldsomt god til at bage. Jeg husker, at der altid var kage eller en anden form for dessert/sødt. Mine forældre har aldrig gået op i grøntsager og sund kost, hvilket var ok, fordi vi altid fik arbejdet hårdt og det ikke kunne sætte sig. Jeg er vokset op med rigeligt fedt og sukker. Min mor har en kærlighed for chips, flæskesvær og popcorn, så jeg husker altid at min mor spiste et eller andet usundt. dengang kunne jeg intet forkert se i det, sådan var det bare. Der var altid kage kl. 15 og igen kl. 20. Sådan var det bare og jeg generaliserer lige her: Sådan er det på landet. Eller sådan var det hjemme hos min familie.
Jeg er altså vokset op med kulhydrater, fedt, sukker, stivelse… Min mave har det fint med at spise sådan en kost. Også selvom jeg nu ikke har boet hjemme siden 2007, så generer det mig slet ikke at spise på samme måde når jeg kommer hjem. Min mave hverken gør ondt, gør vrøvl eller andet når jeg spiser en masse kulhydrater og fedt. Min mave reagerer ikke!
Tilbage til i dag. Jeg ELSKER søde sager og den fede smag. Jeg kan sjældent får nok, min stopknap er stærkt forsinket. Det er mærkeligt at jeg ikke vejer 150 kg. for det kunne jeg sagtens komme til. Alligevel er jeg så mærkeligt indrettet, at jeg ikke har samvittighed til at give mig hen og bare æde løs. Jeg kan sagtens lade slik og kage stå og jeg kan beslutte mig for, at jeg ikke gider spise noget bestemme mad. Det er mærkeligt, hvordan jeg er indrettet, men det fungerer heldigvis ret godt for mig. Jeg plejer at sige, at det er derfor jeg aldrig kan tabe de sidste 5 kg – jeg er simpelthen for glad for fedt og sukker!!
Desværre craver jeg hele tiden den søde eller fede smag. Det er utrolig irriterende og selvom jeg gennem mine vægttab helt har skåret kulhydrater og fedt fra, så blev min lyst til det aldrig mindre. Jeg har efterhånden lært at accepterer, at sådan er min krop nu engang indrettet. Heldigvis har jeg så meget rygrad, at jeg ikke lader mine cravings få overtag – for så er det sikket at jeg vil tage voldsomt på. Let’s face it – kulhydrater er bare meget sjovere! Synes jeg under alle omstændigheder 🙂 Jeg kan sådan set ikke få for meget. Jeg kan køre uanede mænger ind og jeg er også typen som nærmest altid spiser op og levner sjældent. Jeg vælger at være ærlig omkring mine “brister”, for jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste. Jeg er bare i den heldige situation, at jeg kan styre det for det meste. Jeg forstår godt, at det kan være svært at styre, jeg kan aldrig dømme nogen på det punkt!
Jeg føler lidt, at jeg vover pelsen ved at komme med det her indlæg. Jeg føler, at det nærmest er forbudt at være ærlig og ikke sige at jeg bare elsker agurker og salatblade. Det smager dejligt, hvis det er sammen med noget andet, men så begejstret er jeg som udgangspunkt ikke.. I den her sundheds periode vi er i nu, kan det her indlæg måske virke befriende eller provokerende. Jeg prøver alligevel at være helt ærlig og dele lidt om mig..
Sidste år var jeg til et arrangement omhandlende sundhed, hvor ordet “mini kendis” blev brugt. At være mini kendis definerer jeg, som en person, der har opnået en kendis status ud fra et specifikt medie. Her tænker jeg fx via blogs, Facebook eller Instagram. Eksempler på mini kendisser er Helse Matildeog Susan Milo men også Pias gode liv. Disse profiler har mange followers og deres opslag får mange kommentarer og de såkaldte “likes”. Profilerne er de såkaldte “sundheds profiler”. Grunden til, at jeg tager denne type profiler op, er fordi jeg selv mener, at jeg har en sundhedsprofil og det er her jeg bevæger mig rundt i. De profiler jeg selv følger, er profiler med fokus på træning, mad og sundhed (sundhed i forskellige “forklædninger”). Der findes selvfølgelig også store profiler som koncentrerer sig om indretning, dyr, byliv, natur osv.
Det er min holdning, at mini kendisser indenfor sundheds profiler har et stort ansvar for, hvordan de fremstår når de poster billeder og skriver deres tekster. Jeg mener ikke, at det på nogen måde kan være en skide god ide, hvis en sundheds profil skriver “Du skal bare leve af selleri og dyrke en masse cardio, så bliver du fit”. Jeg mener nemlig, at mini kendisser har en stor påvirkning på deres followers og dem som ser deres billeder. Der er mange, som vil gøre det der bliver sagt, når det kommer fra en stor sundhedsprofil.
Efter det arrangement, hvor jeg blev bekendt med ordet “mini kendis” har jeg virkelig tænkt meget over, hvad det er jeg selv lægger på min Instagram profil: HealthyBBC. Det sidste jeg har intentioner om, er at lægge noget op, som ikke er sandheden eller som potentielt kan være skadeligt. Jeg har i skrivende stund ca. 7000 followers og det vil være naivt at tro andet, end at der sikker nogle piger (og drenge) på 13-15 år, som følger med i, hvad det er jeg præcis gør, for at holde mig sund og fit. Jeg ville have det så skidt med, hvis det var, at jeg kunne være “skyld i”, at et ung menneske fik de forkerte ideer og kom i den forkerte retning. Derfor gør jeg meget ud af at være ærlig omkring mine tanker, følelser, min kamp mod lipødem og give mit realistiske billede af sundhed. Om jeg så havde 500 followers, så føler jeg stadig et ansvar!
Når vi nu er ved emnet mini kendis, så oplever jeg, at jeg ofte bliver genkendt når jeg er ude. Jeg bliver stoppet på gaden, i fitness, får mails og beskeder. Nogle gange får jeg en besked om “jeg så dig nede i fitness/på gaden, men jeg turde ikke sig hej til dig”. Der vil jeg sige, at jeg tusind gange hellere vil have, at man kommer hen til mig og siger hej. Jeg synes, at det er så hyggeligt at møde nye mennesker. Heldigvis har jeg kun haft positive oplevelser med at møde followers og de har været så søde. Den mest positive oplevelse var, da jeg trænede i Fitness World Fredericia og jeg blev genkendt af en pige, hvor hun til sidst sagde, at det var dejligt at møde mig og finde ud af, at jeg var den jeg udgav mig for at være på Instagram. Det var et kæmpe kompliment og skønt at få bekræftet at jeg ikke giver mig ud for at være en, som jeg ikke er! Senest har jeg hjulpet en kanon sød pige med hendes projekt, hvor jeg fik et spørgsmål om jeg er den samme på Instagram som i virkeligheden – mit svar er JA! Jeg laver mig ikke om på Instagram eller her på bloggen.
De profiler jeg har nævnt tidligere, er i mine øjne sundheds profiler med et realistisk billede af sundhed og dejlig indstilling til livet. De er 3 forskellige profiler, men for mig er de forbilleder, som jeg uden problemer gerne vil anbefale. Nogle er sikkert drøn uenige med mig og jeg ved, at specielt Helse Matilde har fået en del hug i blogger land og på Instagram. Helt uberettiget mener jeg. Heldigvis er Instagram indrettet sådan, at man altid kan trykke “unfollow” hvis det hele bliver lidt for meget. Jeg er sikker på, at der også er flere som ikke er fan af mig, hvilket også er helt ok.
Hvad tænker du om de her mini kendisser?
Dette indlæg er 100% min egen holdning til emnet “mini kendisser”.
Hvis I har fulgt mig på Instagram, har I nok oplevet at jeg har lipødem. I kan læse mit indlæg om lipødem her. Som en led i behandling af lipødem, har jeg behov for lægeordineret kompressionsstrømper. Forskellen mellem kompressionsstrømper og støttestrømper er, at kompressionsstrømperne er ordineret fra lægen. Støttestrømper er dem du fx kan købe i Matas og på Apoteket.
Ifølge Servicelovens § 112, som dækker over hjælpemidler til personer med varigt fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, så skal kommunen stille hjælpemidler til rådighed til mig. Min sygdom er en varig lidelse, hvortil kompressionsstrømper er med til at lette min hverdag i væsentlig grad, gøre mig i stand til at udføre mit erhverv og som i væsentlig grad kan afhjælpe min nedsatte funktionsevne. Med andre ord – kommunen skal bevilge mig mine kompressionsstrømper. De er nemlig meget dyre, jeg er ikke sikker på den helt rette pris, men det er et par tusind pr. par, så det er nogle pebret strømper jeg går rundt med hver dag!
Processen med at få nye strømper kan være opslidende. Jeg har desværre været rigtig uheldig at leverandøren, som har vundet udbudsrunden til at være leverandør af kropsbårne hjælpemidler. Jeg søger om nye strømper i visitationen, hos de bevilgende sekretærer. De har normalt 8 ugers tidsfrist, men jeg er i den heldige situation, at jeg faktisk arbejder i visitationen og min bevilgende sekretær sidder mindre end 20 meter fra mig. Så jeg spørger hende bare også kommer min bevilling efter et par dage. Jeg oplever dog, at de på mit arbejde hurtigt laver bevillingerne, da folk jo kun søger, hvis de reelt set har behov for at få skiftet deres hjælpemiddel. Der står ingenting i loven om hvor ofte man er berettiget til nye strømper, men at det er efter behov. Mit behov er ca. hver 4-6 måned. Gerda på 85 år har måske kun brug for nye strømper en gang om året, men jeg er jo ung og slider dem hurtigt. Det er ALTID en individuel konkret vurdering.
I Aalborg er Sahva leverandør af mine strømper. Jeg får taget mål Sahva, da mine strømper er specielt syet til mig og mine behov. Målene bliver taget mellem 10-20 forskellige steder på foden, benet og hofter samt mave, dette er for at sikre, at strømperne er præcis som er til mine behov. Jeg får taget faste mål, hvilket vil sige, at de lægger målebåndet på et bestemt punkt også strammer til indtil jeg siger stop. Dvs. at jeg om låret muligvis måler 60 cm, men når målebåndet strammes til, så bliver det klemt ind til 55 cm, måske mindre. Derved sikre man sig, at strømperne er så stramme som muligt og hjælper mig. Sahva bruger strømper fra Jobst og jeg har mærket Elvarex Class 3 Forte. Man måler kompression i mmHg. Mine strømper klemmer 36-46 mmHg. Til sammenligning klemmer et par kompressions tight fra 2XU 20-30 mmHg og et par standart støttestrømper fra fx Matas/Apoteket ca. 18-20 mmHg. Mine strømper er desuden meget tykke og da der er taget faste mål, så er de ufatteligt stramme. Det kan ikke sammenlignes med et par støttestrømper eller kompressionssleves til underben til løbeture (efter min mening).
Når jeg får nye strømper, har jeg valget at få dem i flere farver. Men jeg vil kun have sorte, da jeg ikke magter at gå rundt med grønne, blå eller grå ben. De sorte er ok. Jeg har fået en såkaldt “comfort zone” sat i ved knæene, ellers vil de ødelægge mine knæhaser og skarve. Når jeg skal tage mine strømper på, foregår det altid med handsker på, ellers slider og jeg ødelægger jeg mine fingre. De er så stramme og svære at få på, at det ikke kan lade sig gøre med mindre jeg har handsker på. Jeg bruger håndværker handsker, som har samme effekt som opvaskehandsker, da de skaber en modhager mellem strømperne så jeg kan få dem på. Det er umuligt at få strømperne på ved normal vis, derfor nærmest ruller jeg dem på, ved at tage dem på, på vrang siden og “ruller” dem op. Det tager lidt tid, men jeg er efterhånden ret god til det – jeg laver min lille “sexy strømpe dans” når jeg skal have strømperne på!
Vi nærmer os snart sommeren og jeg får ofte spørgsmålet: “Er det ikke varmt i de strømper?”. Der findes kun et simpelt svar: JA!!! Selvfølgelig er det varmt at gå med tykke, sorte strømpebukser, hvor fødderne er lukket inde og mave stykket går op til navlen! Men hvad skal jeg gøre? Det kan ikke nytte noget – mine ben har behov for det tryk som strømperne giver. Min krop kan ikke selv regulere væsken i mine ben og derfor hjælper strømperne med at stoppe den væske. Hvis jeg ikke havde strømperne på, ville volumen af væske i mine ben øges og jeg ville få store ben. Det vil selvfølgelig ikke ske natten over eller i løbet af nogle dage, men over længere tid. Sidste sommer da kæresten og jeg var på Fuerteventura på Las Playitas, der valgte jeg at tage strømperne af hele ugen, hvilket var en fin beslutning. Jeg havde lidt ondt i de første dage, men derefter gik det ok. Da vi skulle hjem igen kunne jeg dog mærke tydeligt at mine ben var blevet større og mine strømper var meget svære at få på. Mine ben var tilbage til normalt efter nogle dage (plus ferie mad med ekstra meget salt og is ikke hjælper på ophobningen af væske).
Jeg har altid mine strømper på. Fra jeg står op til jeg tager dem af om aftenen efter klokken 21. Jeg har dem på når jeg træner, hvilket er utrolig varmt! Men jeg vil ikke tage dem af, for at tage dem på igen bagefter. Det virker måske mærkeligt, men da de er så hårde at få på, så vil jeg ikke have dem på og af flere gange i løbet af dagen – det er yderst sjældent at det sker! I weekenderne træner jeg oftest uden strømperne på og hopper i dem når jeg har været i bad. Det gør ikke noget og det fungerer fint for mig. Men derudover så er jeg meget striks med at have strømperne på hele tiden. Det er en kæmpe befrielse at tage dem af om aftenen og gå i bad – det er nærmest dagens højdepunkt!
Jeg håber, at du stadig læser med selvom jeg har skrevet en masse. Jeg kunne fortsætte med at fortælle meget mere om mine kompressionsstrømper – de følger mig jo over alt – hele tiden!
Har du nogle spørgsmål, så smid gerne en kommentar her eller på min Instagram profil her
