Med så kæmpe stor fokus på sundhed gennem de seneste år, så er det nærmest mærkeligt, hvis man på et eller andet tidspunkt ikke bliver “ramt ” af sundhed. Jeg er ingen undtagelse. Sundhedsbølgen ramte også mig og det har ændret mig. For mig har sundhed haft store omkostninger for den jeg er blevet til og det vil sandsynligvis følge mig i fremtiden både på godt og ondt.

Før jeg blev ramt af sundhed levede jeg et helt almindelig liv, var flyttet hjemmefra og tog en uddannelse. Kost og træning var ikke noget der fyldte i mit liv. Jeg var ikke tynd, ikke overvægtigt og havde endnu ikke fundet ud af, at jeg havde lipødem. Det hele var bare meget normalt.
Jeg tabte mig i forbindelse med bachelor tiden og jeg tabte mig næsten 10 kg. Ikke langt tid efter fik jeg min diagnose på lipødem og jeg tog det hele på igen og mere til. Jeg sørgede over, at jeg mit helt almindelig liv nu var forandret for altid.

Fitness blev en del af min nye hverdag, da jeg endelig vågnede op efter at have fået min diagnose. Jeg blev ekstrem sund. Trænede stort set dagligt, meldte mig på det ene hold i fitness efter det andet. Jeg begyndte at spise sundt. Og ikke bare sundt – jeg blev bange for mad. Der gik ekstrem sundhed i den. Jeg blev bange for bananer. Hvor dumt er det lige. Bananer. Men der var fy-fy sukker i.
Jeg stod skarpt. Stærkere og bedre end nogen sinde. Indrømmet – jeg savner min form, for hold nu op det så godt ud. Men jeg savner ikke selvpineriet og de sindsyge tanker der fulgte med. Jeg sprang også ud som veganer i 7 måneder, men jeg havde ikke lavet mit hjemmearbejde godt nok, så jeg begyndte at tabe håret. Jeg manglede alt og sørgede ikke for, at få det, som kroppen har brug for. Jeg var dog klar til at prøve alle mulige og umulige ting for at blive “sund”.

Min krop og mit sind blev langsomt brudt ned af den ekstreme diæt og træning. Selvom jeg i dag godt kan se, at jeg var der, hvor min krop ikke kunne mere, så ville jeg have mere. Jeg ville være tyndere, stærkere og mere markeret. Men langsomt begyndte jeg at slappe af med træningen og ganske simpelt, opdage chokolade igen! Og jeg er meget gladere end jeg var før. Bevares så har jeg taget på og pist væk er mine tydelige markeringer. Men jeg vil hellere undvære de markeringer og spise normalt.
Jeg er ikke længere ramt af ekstrem sundhed. Jeg er færdig med det. Aldrig mere. Og mens jeg sidder og skriver dette indlæg, så spiser jeg en pose chips, for det var lige det, som jeg havde lyst til.
Det kan diskuteres side op og side ned, hvad sundhed er og om sundhed ikke også er, når man finder en god balance. Det er det så absolut også, men her taler jeg om “spise bønner og træne 7 gange om ugen” sindsyge sundhed. Jeg er bare færdig med ekstrem sundhed! Ander der har det på samme måde?

Ok det er måske lidt hårdt – men det er altså sådan jeg godt kan have det. Dem der kender mig, ved at jeg ikke mener det så hårdt og negativt som det måske lige lyder! Og selvfølgelig hader jeg ikke alle der er lykkelige, for det handler jo bare om, at jeg er pisse misundelig. For jeg skal være den første, som indrømmer, hvis jeg er misundelig eller hvad mine følelser handler om.

Jeg er pisse misundelig over andres lykke. Alt den lykke som jeg pludselig ikke længere har. Der er ingen der skal komme og fortælle mig, at det ikke er ok at have de følelser. Det er jo ikke fordi jeg ikke under andre alt den lykke i verden, jeg er bare lige ikke et sted, hvor jeg helthjertet kan rumme det.
Jeg havde det hele og tæppet blev revet under mig. Nu ser jeg andre flytte ind i deres huse, få børn, blive friet til, blive gift. Jeg synes ærligt talt at det er pisse snyd og jeg forvandler mig til en 5-årig der ikke får sin vilje. Jeg er “stampe-i-jorden” pisse misundelig og jeg vil også!

Jeg er ikke bleg for at sige, at jeg vil have hele svineriet. Hæsblæsende forelskelse, blive friet til, få børn, købe hus, optage boliglån, have en gemmensnits hverdag med gennemsnits sex, smøre leverpostejsmadpakker og leve lykkeligt for evigt og altid. Og jeg har jo prøvet at have den hæsblæsende forelskelse og gennemsnitlige hverdag – det vil jeg gerne have igen. Gerne hele pakken som beskrevet! Det er vel egentlig ikke for meget at forlange? Helt ærligt, så synes jeg selv, at jeg fortjener det! Det tør jeg godt sige, at jeg synes, at jeg fortjener alt det, som jeg ønsker/vil have.
Så når jeg siger, at jeg hader lykkelige mennesker, så handler det egentlig kun om misundelse.
For mig er misundelse kun en grim ting, hvis man ikke indrømmer at man er misundelig.
Det er hårdt pludselig at stå som ufrivillig single, men en brast drøm og en fremtid, som på et splitsekund ændrede sig totalt. Så det er derfor, det kan være ret svært for mig at rumme andres lykke uden at misundelsen driver igennem mine årer.
Så indtil da – så hader jeg lidt på dem, der er lykkelige!