For noget tid siden spurgte jeg jer om hjælp til at anbefale de mest squatsikre tights på markedet. Jeg ved, at jeg ikke er den eneste, som er rigtig træt af at vise sine mamelukker under træningen – så derfor tænkte jeg, at der måtte være nogen af jer, som havde fundet de perfekte tights!
Og jeg skal da lige love for, at jeg fik mange beskeder med anbefalinger. TAK! Flere skrev at de håbede, at jeg ville dele anbefalingerne og derfor tænkte jeg, at det ville være bedst at lave et blog indlæg.
For nemhedens skyld skrev jeg alle anbefalinger ned og lavede en liste.
Listen ser således ud ift. antal anbefalinger:
Nike Legend
H&M
Under Armour
Ikaka
I can I will
My Protein
Gym Shark
Nike Pro
Sports Masters
Aike
Lululemon Align
Next
Reebok
Der er ingen tvivl om at mange elsker Nike Legend. Som i virkelig ELSKER. Der var så mange anbefalinger. Jeg har nu fået Nike Legend hjem og jeg forstår så absolut godt hvorfor så mange af jer er vilde med dem.
De har en super høj og lækker blød talje, som bliver siddende selv efter en squat og de er altså bare squatsikre! Jeg har set dem til 450 kr i Sports Master, men på Keller Sports fik jeg dem til omkring 300kr.
Jeg tror ikke, at jeg er færdig med at kigge efter tights fra listen. Dog ved jeg allerede nu at de tights fra H&M ikke er noget for mig, da jeg allerede har dem. Der er ganske simpelthen ikke nok “hold” i dem. De er lækre at have på, men for mine ben, så skal jeg have noget der holder dem mere. Men der var også en del anbefalinger til dem.
Jeg håber, at denne liste kan hjælpe jer lidt og I finder jeres yndlings tights så i heller ikke skal gå og være nervøs for om tightsene er see through :).
God fornøjelse med træningen!
Med så kæmpe stor fokus på sundhed gennem de seneste år, så er det nærmest mærkeligt, hvis man på et eller andet tidspunkt ikke bliver “ramt ” af sundhed. Jeg er ingen undtagelse. Sundhedsbølgen ramte også mig og det har ændret mig. For mig har sundhed haft store omkostninger for den jeg er blevet til og det vil sandsynligvis følge mig i fremtiden både på godt og ondt.
Før jeg blev ramt af sundhed levede jeg et helt almindelig liv, var flyttet hjemmefra og tog en uddannelse. Kost og træning var ikke noget der fyldte i mit liv. Jeg var ikke tynd, ikke overvægtigt og havde endnu ikke fundet ud af, at jeg havde lipødem. Det hele var bare meget normalt.
Jeg tabte mig i forbindelse med bachelor tiden og jeg tabte mig næsten 10 kg. Ikke langt tid efter fik jeg min diagnose på lipødem og jeg tog det hele på igen og mere til. Jeg sørgede over, at jeg mit helt almindelig liv nu var forandret for altid.
Fitness blev en del af min nye hverdag, da jeg endelig vågnede op efter at have fået min diagnose. Jeg blev ekstrem sund. Trænede stort set dagligt, meldte mig på det ene hold i fitness efter det andet. Jeg begyndte at spise sundt. Og ikke bare sundt – jeg blev bange for mad. Der gik ekstrem sundhed i den. Jeg blev bange for bananer. Hvor dumt er det lige. Bananer. Men der var fy-fy sukker i.
Jeg stod skarpt. Stærkere og bedre end nogen sinde. Indrømmet – jeg savner min form, for hold nu op det så godt ud. Men jeg savner ikke selvpineriet og de sindsyge tanker der fulgte med. Jeg sprang også ud som veganer i 7 måneder, men jeg havde ikke lavet mit hjemmearbejde godt nok, så jeg begyndte at tabe håret. Jeg manglede alt og sørgede ikke for, at få det, som kroppen har brug for. Jeg var dog klar til at prøve alle mulige og umulige ting for at blive “sund”.
Min krop og mit sind blev langsomt brudt ned af den ekstreme diæt og træning. Selvom jeg i dag godt kan se, at jeg var der, hvor min krop ikke kunne mere, så ville jeg have mere. Jeg ville være tyndere, stærkere og mere markeret. Men langsomt begyndte jeg at slappe af med træningen og ganske simpelt, opdage chokolade igen! Og jeg er meget gladere end jeg var før. Bevares så har jeg taget på og pist væk er mine tydelige markeringer. Men jeg vil hellere undvære de markeringer og spise normalt.
Jeg er ikke længere ramt af ekstrem sundhed. Jeg er færdig med det. Aldrig mere. Og mens jeg sidder og skriver dette indlæg, så spiser jeg en pose chips, for det var lige det, som jeg havde lyst til.
Det kan diskuteres side op og side ned, hvad sundhed er og om sundhed ikke også er, når man finder en god balance. Det er det så absolut også, men her taler jeg om “spise bønner og træne 7 gange om ugen” sindsyge sundhed. Jeg er bare færdig med ekstrem sundhed! Ander der har det på samme måde?
Jeg er uden tvivl den mest negative træningsmakker man kan få. Det er egentlig mærkeligt at Corinna gider blive ved med at træne med mig. Ligegyldigt hvilke øvelser Corinna eller jeg selv foreslår, så synes jeg, at det er en mega dårlig ide. Alligevel så gennemføre jeg øvelserne under mumlen af brok.. Ikke at jeg slækker på kvaliteten eller noget i den stil – jeg gider bare ikke!
Er jeg den eneste, som har det på den måde? Altså ikke at misforstå, jeg kan godt lide at træne, mærke syren, se resultaterne og blive stærkere. Alligevel så gider jeg bare ikke.
Men hvis jeg ikke gider – hvorfor så alligevel træne? Det behøver måske ikke give mening. Måske er jeg bare grundlæggende lud doven – muligheden forelægger at det kan være det?
Nå men når det så er sagt at jeg er den mest negative træningsmakker, så er jeg alligevel altid i godt humør når vi skal træne. Jeg glæder mig til at se Corinna. Min søster sagde så klogt, at vi i stedet for at mødes nede i byen til en kop kaffe, så tager vi ned og træner. Og det er jo fuldstændig rigtig. Træning er vores kaffedates – det er jeg ret vild med det koncept. Så har jeg fx Marie Louise som jeg mødes med til en kop kaffe. Corinna kan alligevel ikke lide kaffe!
Jeg elsker min træningsmakker og især for, at hun trods jeg er frøken negativ, bare siger at jeg skal alligevel. Hun har efterhånden fundet ud af, at man ikke skal tage sig af min negativitet, for det er bare tomme ord.
Jeg tror, at min negativitet grundlæggende stammer fra, at jeg reelt set bare er fornærmet over, at jeg ikke har lyn forbrænding og jeg ikke bare kan sidde på sofaen og æde flødekager uden at blive tyk. Det lyder nemlig ret tiltalende. Den positive mig vil ingen ende tage hvis nogen forslår, at vi skal mødes på cafe eller til en kop kaffe.
Jeg kunne ikke undvære min træningsmakker – som jeg for resten har mødt på Instagram! Hun er verdens bedste!
Det er blevet drøn populært at have en skridttæller eller aktivitets tracker om sit håndled eller fx i sin telefon. Det er muligt at få skridttællere til en meget billig penge og de helt dyre varianter. Man kan få i nærmest det design man kunne ønske sig. Nogle kan registrere søvnen, nogle kan måle pulsen direkte på håndleddet, nogle kan kobles til ens telefon og nogen kan kun tælle skridt. Der er noget for alle. Og noget for alles behov.
Selv har jeg i cirka 2 år haft en skridttæller/aktivitets tracker armbånd fra Garmin. Modellen er en Vivofit Smart, hvor man også kan få pulsbælte med til. Armbåndet taler sammen med en app på min telefon via bluetooth. I appen er det muligt at se fx skridt, søvnen, følge med i sin træning hvis man bruger puls bæltet. Armbåndet holder strøm i cirka 1 uge og lades via en lader som kan sættes i hvilken som helst usb port. Jeg bruger primært armbåndet som skridttæller, men tidligere har jeg også brugt pulsbæltet meget. Mit Vivofit regulerer selv antallet af skridt ud fra hvor mange eller hvor lidt man går. Hvis man går mere end der er angivet, så bliver antallet også højere dagen efter og omvendt.
Det jeg først blev overrasket over, da jeg fik mit vivofit på armen, langt man skulle gå for ramme de anbefalede 10.000 skridt. Det er ikke nok bare at gå en lille tur, der skal noget seriøst arbejde i at gå de skridt. Nogle har selvfølgelig let ved det fordi de har et meget aktivt arbejde. Jeg troede, at jeg havde et meget aktivt arbejde, men jeg blev forundret over, at jeg ikke var oppe på mere end 4-5000 skridt når jeg havde fri fra arbejde. Så skulle der ud og traves ture eller et smut i fitness for at få nok skridt, hvilket jo er en god ide..
Er det så en god ide med en skridttæller?
Det er en god ide, hvis du ligesom mig, bliver motiveret af at gå flere skridt. Det er en dårlig ide, hvis du bliver slave af dit armbånd og forbinder det med nederlag, hvis du ikke er kommet op på nok skridt.
Hvis du bliver motiveret af, at få flere skridt ind på kontoen, er det en fin måde at komme op af sofaen og komme i gang. I stedet for at smide dig på sofaen, så kan du via armbåndet blive motiveret af, at gå ud og gå en tur. Så er det selvfølgelig en super ide.
Hvis du derimod kommer til at forbinde antallet af skridt med tvang eller nederlag, er det nok ikke den bedste ide at skaffe sig en skridttæller. Jeg mener ikke, at det er en god ide at sætte sig op til fiasko ved at have en skridttæller på.
Jeg synes, at det er en god ide, at gøre op med sig selv, om det er en god ide at få en skridttæller. Hvad er det helt præcis man vil bruge det til i hverdagen.
I mit tilfælde have jeg en rimelig god ide om, at jeg ville blive positivt motiveret til at bevæge mig mere. Jeg får løftet min mås op af sofaen og bevæget mig meget mere. Det er for mig fedt at se, hvor mange skridt jeg kan gå. Selvfølgelig kan det også gå hen og blive sygt og sygeligt, men der kender jeg mig alligevel godt nok til, at jeg på et tidspunkt får nok, og mængden af mine skridt daler igen.
Jeg elsker min skridttæller. Den er lille og diskret på min arm. Jeg er blevet vild med, at jeg også kan bruge det som ur i hverdagen. I skrivende stund er jeg oppe på at skulle gå 15.000 skridt om dagen. Det er en del, men det motiverer mig virkelig til at gå en masse og det skulle jo være så sundt!! 🙂
Forhistorie:
I starten da jeg fik smag for fitness verdenen og begyndte at følge bikini fitness atleter på Instagram (pigerne), gik jeg med en lille (og i langt tid hemmelig) drøm om at stille op i bikini konkurrence. Det var lige noget for mig. En hel ny verden åbnede sig for mig – mig som havde anset træning for noget værre fis i mange år – mig som aldrig havde gået op i fysiske krævende sport! Mig – nu skulle jeg træne imod at blive bikini fitness atlet. Stråle i smukke bikinier med bling og fake tan!
Alligevel vidste jeg, at drømmen aldrig kunne blive virkelighed pga. mit lipødem. Det ville på ingen måder være fysisk muligt for mig, at smide fedtet på mine lår og arme, for at komme i den form, som det ville kræve. Jeg vidste, at jeg ville stille op til fiasko. Blive sorteret fra hurtigt og opleve nederlag. Jeg havde kontakt med en pige, som havde lipødem, og som trænede op til bikini konkurrence. Hun så fantastisk ud – men i forhold til, hvad det er dommerne vil have, så havde hun tykke ben. Hun havde de flotteste ben, men slet ikke de ben som var egnet til konkurrencen. Det endte da også med, at hun blev sorteret fra som noget af det første. Selvom jeg synes, at hun var den smukkeste på scenen, så havde hun ingen chance.
Det var der, at det gik op for mig 100% at det aldrig kunne blive en mulighed at komme på scenen i den smukke bikini og fake tan. Selvom jeg har opgivet scenen, så har det ikke fjernet det, som jeg synes er så fascinerende ved bikini atleter.
Men kære bikini fitness piger – jeg kan næsten ikke rumme jer. I minder mig om noget, som jeg ikke selv kan opnå. I står for noget uopnåeligt. Jeg er stoppet med at følge flere af jer bikini fitness profiler på Instagram, ganske fordi I tricker mig. I tricker mange dårlige følelser i mig, nogle følelser, som ikke har spor med jer at gøre. Længe gik jeg og kunne slet ikke finde ud af, hvad det var der gjorde mig så ked af det, når jeg så jer igennem forløbet mod scenen. Dog fandt jeg ud af, at det ganske simpelt var jer, som trickede noget i mig, som ikke var rart.
I står for noget af det, som jeg ikke kan blive. Som jeg ikke kan opnå. Som jeg ikke ville kunne få succes med. Jeg kan ikke, som I kan, få tydelige markeringer på mine ben eller arme. Forestil jer en bikini atlet på scenen med markeret mave og ryg, men tykke ben og arme?! Det er en komisk tanke – sikke et billede.
Men jeg bliver inspireret af jer. Jeg synes, at I er fascinerende. Jeg er misundelige på jer. Jeg beundre jeres vilje. Jeg synes, at I er umådelige seje! Kram fra Britt
Derudover:
Der er nogle af dem, som jeg har trykket “unfollow” på, som jeg stadig går ind og kigger igennem i deres feed. Det er lidt som en guilty plesure. Jeg har for lidt tid siden, mailet med en tidligere bikini atlet (ved ikke om hun stiller op igen), hvor hun skrev, at hun egentlig troede, at jeg ikke kunne lide hende. Fik heldigvis aflivet den og forklarede hende, at det intet havde med hende at gøre, men at hun simpelthen trickede mig. Det var derfor, at jeg havde trykket “unfollow” til hendes profil.
På dage, hvor jeg har det ok, så går jeg ind på flere profiler, som jeg har fulgt tidligere, og lige snuser rundt, og ser hvad der røre sig. Jeg følger stadig nogle bikini atlet piger, men det er af en eller anden grund også nogle jeg kan rumme. Jeg ved godt, at det lyder mærkeligt, men nogle få profiler kan jeg lige rumme.
Jeg håber ikke, at nogen bliver provokeret over dette indlæg. Som jeg tidligere i mine indlæg har sagt, så er jeg meget ærlig og er ikke bleg for at sætte ord, på følelser og tanker. Måske er der andre, som har det på samme måde som mig?
Jeg håber, at dem som læser dette indlæg, kan se, at det ikke er noget personligt omkring bikini fitness pigerne. Det er ikke baseret på en person, men generelt atleterne.
Billedet er mine eneste posering fanget på kamera i sommeren 2014
