Torsdag d. 11 august tog jeg en beslutning om, at det var dagen, hvor jeg skulle stoppe med at kaste alt mad i hovedet fuldstændig ukritisk. Jeg har i måneder bare spist og spist. Det kan altså ses. Mit tøj strammer. Det er altså ikke sjovt.
Forinden havde jeg været på ferie med kæresten, hvor jeg købte en blå skjorte kjole. Jeg havde ikke prøvet den, men betalte den bare, for det så ud til at passe. Men ak nej – tilbage på værelset fik jeg godt nok den over hovedet, fik også klemt mine arme i den og den ned over hofterne. Det var bare ikke kønt. Jeg måtte stå der, som en eller anden jubel idiot i korrekt supermandsstilling mens kæresten forsøgte at hive den af mig. Så den kom pænt ind i skabet.
Så min beslutning om at tage en slapper med maden, blev ligesom fastlagt på min sommerferie.
Jeg nægter at kalde det en kur. Jeg bruger ikke det ord længere. Kun når jeg for 10’ende gang skal bruge sætningen “NEJ – jeg er ikke på kur, jeg lukker bare munden”, når mine kollegaer spørger om jeg ikke skal have et stykke kage.
Altså, jeg kan bedst forklare det, at jeg har fået en ide. Og lad mig nu sige det – kæft det er nitten. Det er en rigtig dårlig ide – også alligevel ikke.. Ikke fordi jeg sulter, ikke fordi jeg har gjort nogle madvarer forbudte. Men det er sku da sjovere at spise det kage (for mig), end det er at sidde og spise gulerødder! Jeg forstår ikke, hvor min viljestyrke kommer fra, men jeg føler mig ret badass.
Hvad har jeg så gjort? Ja udover at jeg har spist en voldsomt mængde gulerødder! Jeg har bare sagt nej til mig selv. Bare stoppet med at kaste alt ned i løgnhalsen med lukkede øjne. Haft fokus på portionerne og stoppe mens legen er god. For skal jeg være helt ærlig – så har jeg jo ikke brug for at alt det, jeg bliver tilbudt dagligt. Jeg har på igen måder været i nød. Jeg har jo bare haft de forbandede gulerødder..
Men det her indlæg handler ikke om, at jeg er på “kur”, men det som den her ide har bragt med sig..
I uge 2, en fredag, oplevede jeg følelsen fra en gammel kending. En jeg ikke havde følt i langt tid, eller haft den indre dialog med. Det kom egentlig bag på mig – allerede i uge 2? Følelsen og tanken om: Nej det her burde du ikke spise, det her er forbudt. Ej men jøsses, så hold nu op Britt! (FYI jeg stod og lavede en hjemmelavet burger med fritter). Men jeg blev overrasket over, at der kun var gået 2 uger og jeg havde allerede de tanker og følelser. Jeg rystede det af mig og nød mit måltid.
Jeg fik følelsen igen i uge 3 da jeg havde lavet nachoes og wraps til mine gæster. Jeg spiste pænt min wrap og lod dem spiste de nachoes. Jeg knus elsker bare nachoes. Jeg havde debat med mig selv, om jeg skulle spise lidt af dem. Så dumt – så spis dem da bare. Heldigvis overvandt jeg følelsen og debatten med mig selv. Så jeg spiste et par stykker, nød dem og stoppede inden jeg havde spist hele baduljen! Og jeg sad tilbage med en tilfredshed og havde ikke lyst til flere. Jeg mærkede efter.
I skrivende stund er jeg gået ind i uge 7. Da jeg ramte uge 4 gav jeg mig et døgn, hvor jeg igen hovedløst kunne stoppe i hovedet, uden at skulle tænke over begrænsninger. Dog vågnede jeg på dagen og havde det rigtig møg skidt. Så selvom jeg kunne spise, så var appetitten der bare slet ikke, så mit døgn endte med at være en fesen omgang.
Nu kan jeg mærke, at jeg igen har lyst til at være hovedløs. Bare spise. Men den gamle følelse af, at maden er forbudt, er begyndt at nage mig lidt. Jeg kan ikke rigtig styre mine impulser og spontane tanker. Dog føler jeg, at jeg er meget klogere end jeg var før. Jeg forstår bedre, hvor de tanker kommer fra, hvorfor jeg har dem og ikke mindst – hvordan jeg skal takle dem. Det er irrationelle tanker, som slet ikke føre noget med sig og som jeg absolut ikke kan bruge til noget som helst.
Det ved jeg nu.
Jeg er bare så overrasket over, hvor hurtigt det gik før det gamle tankemønster dukkede op. Hvor stærke tankerne var og hvor hurtigt jeg hoppede med på vognen. Selvfølgelig for hurtigt at hoppe af igen og returnerer min billet til det cirkus. Det gider jeg ikke være en del af. Jeg har talt med et par veninder om dette og de kan alle relatere til disse tanker og indre konflikt..
Det er jo ikke fordi de her tosserier jeg har gang i, er noget, som jeg ønsker at fastholde. Jeg har ingen intentioner om, at sige nej tak til alt jeg kommer i nærheden af. Jeg føler, at jeg har behov for lige at blive lidt mere bevidst om, hvad det er jeg spiser, at jeg bliver bevidst om, at nyde maden og sætte pris på mad igen. Også med de fødevarer, som betragtes som usunde. Jeg kunne mærke, at jeg kørte på auto pilot og pludselig havde jeg spist 2 eller 3 portioner aftensmad, uden at jeg havde smagt på maden.. Jeg gør ikke det her med det sigte at tabe mig, men det vil være en del af det, da jeg træffer nogle valg, som ikke indeholder hovedløse kalorier. Jeg har behov for at blive nulstillet. Blive bevidst. Træffe valg, som gør mig glad. Selvfølgelig har købet af den blå kjole sat dette i gang, foruden det køb, så havde jeg med sikkerhed stadig bare spist løs. Jeg er lykkelig for at kunne passe kjolen – købte den jo ikke for at den kunne hænge ubrugt i mit skab. Jeg havde faktisk allerede en aftager af kjolen inden jeg gik i gang med projektet. Hun må låne den nu hvis hun har lyst, men den forbliver i mit skab.
Så hvis du er ligesom mig, som lige har behov for at bremse op, så er det virkelig vigtig, at være opmærksom på den mentale del. Det er uhyggeligt, hvor hurtigt at gamle og negative tankemønstre kan vende tilbage.
Pas på dig selv.
