I mit arbejde er jeg ude hos ældre borgere, for at træne hverdagsaktiviteter. Jeg træner dem fx i at blive selvhjulpen i bad, madlavning, støttestrømper og rengøring. Jeg træner ud fra de ydelser, som borgeren søger om hjælp til fra kommunen.

Jeg er kommet hos en dame igennem flere år. Lad os kalde hende Tove. Tove er den sødeste ældre dame, som med en jernvilje, formår at blive selvhjulpen i personlig pleje og mange praktiske opgaver. Jeg kunne desværre ikke gøre Tove selvhjulpen i de rengøringsopgaver omkring støvsugning, gulvvask, rengøring af toilettet eller sengetøjsskift, men de andre huslige opgaver klarer hun selv. Efter noget tid fik jeg igen en henvendelse, om at Tove var blevet hofte opereret og hun havde brug for hjælp. Igennem forløbet omkring træning i personlige pleje opgaver blev Tove og jeg rigtig fine venner. Hun skulle have støttestrømper på og hun var i stor krise over udsigten til, at hun skulle være afhængig af at hjemmeplejen kom morgen og aften for at hjælpe hende med strømperne. Derfor trænede vi på og aftagning af støttestrømper med hjælpemidler i langt tid. Hun var i krise over at skulle have strømperne på hver dag og skulle være afhængig af dem. Dertil fortalte jeg hende om mit lipødem, viste hende mine strømper og bare fik en god snak omkring det at have strømper på.
For Tove var det, det vendepunkt der skulle til. Hun fortalte, at hun indså, at hun absolut var heldig at hun kun skulle have strømper på til knæet og at hun i en alder af 85 år først skulle til at bruge strømper nu. Endda tynde strømper ift. mine. Tove lærte hurtigt at tage sine strømper på og af med hjælpemidlerne og jeg afsluttede mit forløb.

Jeg havde ikke hørt fra Tove i over 1 år, indtil jeg igen fik en henvendelse kort før jul sidste år. Toves havde fået endnu en hofte operation og tilmed et dumt sår på det ene ben. Hun skulle ikke bruge støttestrømper i en lang periode pga såret. Da såret var helet skulle jeg igen ud lige at give hende lidt vejledning i brugen af hjælpemidlet, så hun igen kunne blive selvhjulpen.
Det første Tove gjorde, da jeg kom ind af døren efter vi ikke havde set hinanden i over 1 år, var at hun sagde, at jeg vel nok strålede om kap med solen! Sikke et skønt kompliment. Også spurgte Tove til mine ben. Her kommer så hele pointen med dette indlæg:

Mit svar var: Jeg har det simpelthen så godt! Hvortil Tove svarede: Det kan jeg godt se.
Faktisk så blev jeg helt overrasket over mit svar, det var det første der faldt mig ind at sige. Men det er virkelig sådan jeg har det. Jeg har det godt. Jeg begynder mere og mere at accepterer det faktum at jeg har lipødem. Det er ok. Jeg slår mig ikke i hovedet over at jeg har lipødem. Det er ikke min skyld, det er ingen andres skyld og det er absolut ingen andres ansvar at jeg har lipødem.
Lige i sekundet var jeg fristet til at sige noget helt andet, at “lyve” overfor Tove og overfor mig selv. For det er blevet en så stor del af mig, at det er træls at have lipødem og ja – at det er synd for mig. At jeg har det af lort og jeg bare ikke kan acceptere at jeg har tykke ben.
Men det var jo slet ikke sådan jeg har det! Ja – jeg har tykke ben. Og hvad så? Jeg har det godt! Jeg er sund og rask.
Og hvor er det skønt, at Tove kunne se, at jeg havde forandret mig!

Det er bare et endnu et af de små skridt jeg har taget igennem de sidste mange mange måneder. Det er så skønt! Det er dejligt, at jeg selv bliver overrasket over min udvikling, men det er heldigvis positivt.

Min far har en håndværker uddannelse og i dag erhverver sig som landmand. Min mor er uddannet i et køkken og arbejder i dag i et køkken. Hverken min mor eller min far var prangende i skolen. Min far har svært ved tal, min mor er ordblind. De har ikke været i stand til at hjælpe min søster og jeg med vores lektier nu længere vi kom op i alderstrin i skolen. Jeg husker, at min søster og jeg altid har været meget alene omkring vores lektier. Men det har jeg nu ikke set noget underligt i, sådan var det jo bare.  I dag, kan jeg se, at det er meget normalt, at forældre hjælper deres børn med lektierne helt op til gymnasiet, videregående uddannelser og endda universitetet. Skolegangen har helt naturligt ændret sig meget igennem årene.
Mine forældre, har stadig været verdens bedste forældre. De har kæmpet, slidt og slæbt for at bygge en tilværelse op. Mine forældre har lært mig, at man ikke kan komme sovende til resultaterne, noget som jeg i dag sætter kæmpe pris på, at de har lært mig.

I skolen blev det hurtigt klart, at selvom jeg var en kvik pige, så var det der skole ikke min stærke side. Min fantasi fejlede intet, jeg kunne skrive historier, læse og faget “formning” var min spids kompetence. Matematik var ikke noget for mig, heller ikke fysik og kemi. Min søster havde arvet min mors ordblindhed og jeg min fars besvær med tal.
Både min søster og jeg, har af flere omgange fået besked på, “at vi nok ikke ville få en uddannelse og blive til noget”. Jeg ser ikke nogen grund til at fortælle, hvem der dog kunne have sagt sådan noget til børn/unge mennesker. Det tjener ikke noget formål at hænge nogen ud.
I gymnasiet blev det virkelig tydeligt, at jeg havde svært ved matematikken. Jeg bestod matematikken, men kun med nød og næppe og jeg tror også – af medlidenhed. Jeg kunne simpelthen ikke få det til at fungere med tallene. Intet gav mening. Mine afleveringer blev afleveret med et “6” tal og en masse røde streger, og jeg forstod ikke hvad mine fejl var.
Jeg kom ud af gymnasiet med et gennemsnit (gammel skala) på 7,2.
For at komme ind på ergoterapeut studiet skulle jeg bruge 7,4. Jeg kom alligevel ind på ergo skolen pga. erhvervserfaring, en målrettet ansøgning og muligheden for at blive optaget som kvote 2 elev.

Jeg ved nu, at jeg med al sandsynlighed lider af en grad af talblindhed, der gør, at jeg nu forstår, hvorfor jeg havde svært ved matematikken i skolen. I dag regner jeg som en elev i 4-5 klasse og jeg kan kun gange og dividere med små tal. Jeg tæller på fingre og bruger altid lommeregneren på mobil/computer.
Generelt er jeg egentlig bare ikke særlig god til at gå i skole. Hvordan jeg dog har overlevet 17 ½ års skolegang er mig en gåde! I dag bliver jeg også frygtelig utålmodig, når jeg skal på kursus eller sidde og lytte. Jeg er praktiker – ikke teoretiker.

Hvad er det så, at jeg prøver at sige?
Selvom du ikke kommer fra et hjem, hvor dine forældre er i stand til at hjælpe dig med lektierne, hvis du er ordblind, har svært ved tal, ikke er god til at gå i skole SÅ KAN DU STADIG BLIVE NOGET STORT. Richard Brandson (stifter af blandt andet Virgin Airlines og Virgin Records) er ordblind, droppede ud a skolen og er i dag ufattelig succesfuld og mange millionær.
Jeg er uddannet ergoterapeut. En uddannelse, som heldigvis er en passende mængde af teori og praksis. Til mit held, er der meget udenadslære og et håndværk som læres gennem praktikker. I dag gør jeg en forskel hos andre mennesker hver dag! Hvis det ikke er stort – så ved jeg ikke hvad? Selvom jeg måske ikke havde de bedste forudsætninger, så klarede jeg den med kærlighed og støtte fra mine forældre. Man behøver ikke have højre karakterer for at blive til noget stort.
Jeg mener, at man selv bestemmer sig for man bliver noget stort og om man tillægger sin uddannelse og job som have stor værdi. For mig er der ikke noget som ikke har værdi. Vi har alle en værdi. Det er fx også stort at være mor eller far!
Sidder der måske en eller to læsere af min blog, som tænker “jeg er bare kassedame i Fakta eller buschauffør”. Det er der, at jeg så lige kan sige. Der er intet “bare”. Vi kunne ikke undvære kassedamen i Fakta, buschaufføren der får os fra A-B, lagermanden hos Coop, skraldemænd osv osv osv.

Måske kan du genkende dig selv i min fortælling omkring min skolegang og vejen til der, hvor jeg er i dag. Det kan lade sig gøre. Om man har store ambitioner eller små ambitioner – så kan det hurtigt gå hen og blive til noget stort!

PS: Min søster, har trods sin ordblindhed taget en kandidat og i dag arbejder for en stor virksomhed.

Forhistorie:
I starten da jeg fik smag for fitness verdenen og begyndte at følge bikini fitness atleter på Instagram (pigerne), gik jeg med en lille (og i langt tid hemmelig) drøm om at stille op i bikini konkurrence. Det var lige noget for mig. En hel ny verden åbnede sig for mig – mig som havde anset træning for noget værre fis i mange år – mig som aldrig havde gået op i fysiske krævende sport! Mig – nu skulle jeg træne imod at blive bikini fitness atlet. Stråle i smukke bikinier med bling og fake tan!
Alligevel vidste jeg, at drømmen aldrig kunne blive virkelighed pga. mit lipødem. Det ville på ingen måder være fysisk muligt for mig, at smide fedtet på mine lår og arme, for at komme i den form, som det ville kræve. Jeg vidste, at jeg ville stille op til fiasko. Blive sorteret fra hurtigt og opleve nederlag. Jeg havde kontakt med en pige, som havde lipødem, og som trænede op til bikini konkurrence. Hun så fantastisk ud – men i forhold til, hvad det er dommerne vil have, så havde hun tykke ben. Hun havde de flotteste ben, men slet ikke de ben som var egnet til konkurrencen. Det endte da også med, at hun blev sorteret fra som noget af det første. Selvom jeg synes, at hun var den smukkeste på scenen, så havde hun ingen chance.
Det var der, at det gik op for mig 100% at det aldrig kunne blive en mulighed at komme på scenen i den smukke bikini og fake tan. Selvom jeg har opgivet scenen, så har det ikke fjernet det, som jeg synes er så fascinerende ved bikini atleter.

Men kære bikini fitness piger – jeg kan næsten ikke rumme jer. I minder mig om noget, som jeg ikke selv kan opnå. I står for noget uopnåeligt. Jeg er stoppet med at følge flere af jer bikini fitness profiler på Instagram, ganske fordi I tricker mig. I tricker mange dårlige følelser i mig, nogle følelser, som ikke har spor med jer at gøre. Længe gik jeg og kunne slet ikke finde ud af, hvad det var der gjorde mig så ked af det, når jeg så jer igennem forløbet mod scenen. Dog fandt jeg ud af, at det ganske simpelt var jer, som trickede noget i mig, som ikke var rart.
I står for noget af det, som jeg ikke kan blive. Som jeg ikke kan opnå. Som jeg ikke ville kunne få succes med. Jeg kan ikke, som I kan, få tydelige markeringer på mine ben eller arme. Forestil jer en bikini atlet på scenen med markeret mave og ryg, men tykke ben og arme?! Det er en komisk tanke – sikke et billede.
Men jeg bliver inspireret af jer. Jeg synes, at I er fascinerende. Jeg er misundelige på jer. Jeg beundre jeres vilje. Jeg synes, at I er umådelige seje!
Kram fra Britt

Derudover:
Der er nogle af dem, som jeg har trykket “unfollow” på, som jeg stadig går ind og kigger igennem i deres feed. Det er lidt som en guilty plesure. Jeg har for lidt tid siden, mailet med en tidligere bikini atlet (ved ikke om hun stiller op igen), hvor hun skrev, at hun egentlig troede, at jeg ikke kunne lide hende. Fik heldigvis aflivet den og forklarede hende, at det intet havde med hende at gøre, men at hun simpelthen trickede mig. Det var derfor, at jeg havde trykket “unfollow” til hendes profil.
På dage, hvor jeg har det ok, så går jeg ind på flere profiler, som jeg har fulgt tidligere, og lige snuser rundt, og ser hvad der røre sig. Jeg følger stadig nogle bikini atlet piger, men det er af en eller anden grund også nogle jeg kan rumme. Jeg ved godt, at det lyder mærkeligt, men nogle få profiler kan jeg lige rumme.

Jeg håber ikke, at nogen bliver provokeret over dette indlæg. Som jeg tidligere i mine indlæg har sagt, så er jeg meget ærlig og er ikke bleg for at sætte ord, på følelser og tanker. Måske er der andre, som har det på samme måde som mig?
Jeg håber, at dem som læser dette indlæg, kan se, at det ikke er noget personligt omkring bikini fitness pigerne. Det er ikke baseret på en person, men generelt atleterne.

Billedet er mine eneste posering fanget på kamera i sommeren 2014

Har du prøvet at give dig selv et kompliment, også faktisk taget imod det? Taget imod det uden at du straks tilføjer et “men”? Det er egentlig en ret svær øvelse, men det mener jeg, at det slet ikke burde være så svært! Det er jo “bare” et kompliment.
Jeg vil gerne vove pelsen, ved at sige, at vi danskere har svært ved at tage imod et kompliment. Måske er det ikke unikt for os, men måske det er det samme ude i verden? Om ikke andet, så er det af en eller anden grund, utrolig svært at tage imod et kompliment. I langt tid, har jeg virkelig forsøgt at tage imod de komplimenter, som jeg har modtaget fra andre. Det er virkelig en opgave, bare det at sige “tak”. Jeg skal ikke argumentere imod, hvis andre vil give mig et kompliment. Hvis andre synes, at mit hår sidder godt, min kjole er fin eller jeg har bagt en god kage – så skal jeg ikke tilføje et “men” eller modargument. Så er det mindste man kan gøre, er da at tage imod det kompliment jeg får.
Derfor – næste gang du får et kompliment, så sig tak!
Prøv fx at giv et kompliment til en og se hvilken feedback du får. Hvordan føles det for dig, hvis dit kompliment bliver fulgt op af et modargument? Jeg har lagt mærke til, at det irriterer mig, hvis ikke folk tager imod mit kompliment. Jeg er så også den type, der kan finde på at sige til personen “tag lige imod mit kompliment uden at modargumentere mig”. Et kompliment skal tages imod, ikke modargumenteres.

Men – mit indlæg skulle egentlig handle mest om det, at give sig selv et kompliment, også faktisk tage imod det selv! Det er så overhovedet ikke let. Så er det meget lettere, at have en selvdestruktiv trold siddende på skulderen, som lige siger “nej – det kan vist ikke passe”. For kan det virkelig passe, at du kan give dig selv et kompliment? Svaret er selvfølgelig: Ja!
Jeg har i de sidste par måneder, arbejdet meget på at give mig selv et kompliment og fastholde mig selv i det kompliment. Ikke noget men, ikke noget med at tvivle på det, men bare at holde fast i, at det nu også er rigtigt. Det har været sindssyg svært, men jeg kan sige, at det er det værd. De komplimenter jeg har givet mig selv, er mest rettet mod mit udseende, da det er der, det hele halter lidt. Det lyder meget selvglad, men jeg er ikke i tvivl om, at jeg er et godt menneske, jeg er god til at lave mad og at jeg er omsorgsfuld. Det er ikke de kvaliteter jeg er i tvivl om. Derfor er mit fokus mere på, at give mig selv et kompliment omkring mit udseende.
Det har været så udslagsgivende for mig, at give mig selv et kompliment og fastholde det. Jeg har været gladere, jeg har følt, at jeg har haft en masse energi, selvtillid og bare haft det bedre med mig selv. Det har endda resulteret i, at flere omkring mig, har fortalt, at jeg stråler. Tænk at der ikke skal mere til? Det er vildt at tænke på, hvad jeg selv er i stand til. Det kræver selvfølgelig, at man fastholder sig selv i dette mønster. Det er ikke noget, der skal glemmes i løbet af en uge, det er fortsat arbejde. Men indtil videre, så har jeg ikke oplevet, at det har været en dårlig ide.

Husk at give dig selv et kompliment – det er godt givet ud!