Jeg har stadig ikke udtømt emnet “Jeg er blevet single”, da det åbenbart har åbnet op for en helt ny verden, og jeg føler, at jeg stadig har noget at kunne dele.
Min nye single tilværelse er cirka 5 måneder nu og jeg har fra dag 1, hvor jeg “offentliggjorde” min nye status, fået en del beskeder fra en masse skønne piger, som har oplevet/oplever det samme som mig. Og lad mig da lige starte med at udtrykke min taknemmelighed for at I har åbnet op overfor mig – jeg er blæst helt bagover af alle de beskeder jeg har fået. Tak!

Hvordan har jeg så klaret mig gennem bruddet indtil videre?
Hvordan jeg ikke er endt med en sygemelding, hvordan jeg ikke har udviklet en depression eller hvordan jeg ikke er gået helt i stykker – det ved jeg simpelthen ikke. Jeg har aldrig prøvet noget, som har gjort så fysisk ondt og aldrig grædt så meget, som jeg har gjort i forbindelse med bruddet. Jeg burde have været gået i stykker!
Jeg overvejede sygemeldingen, men hvad skulle det hjælpe mig? Endnu mere tid, hvor jeg kunne sidde herhjemme og tænke. Tænke mere? Nej tak – jeg klarer det fint med at tænke en masse “i min fritid”. Heldigvis har mine kollegaer givet mig plads til, at jeg har kunne sidde og passe mig selv. Givet mig tid til, at jeg ganske simpelt, har siddet og stirret ud af vinduet.
Jeg har set ufattelig meget Netflix og Viaplay – de tjenester har ikke tjent mange penge på mig. Jeg har ikke kunne holde ud at se fjernsyn, men jeg har set serier. Bogstavlig talt, så har jeg brug 2 måneder på at tage på arbejde også komme hjem for at ligge i fosterstilling på sofaen, mens jeg har set serie. Når jeg så serie, så tænkte jeg ikke så meget på det hele. Det har været min flugt. Nu har jeg mindre brug for at se serie og “flygte” ind i den verden. Jeg har stadig ikke tændt for fjernsynet, og jeg overvejer helt at melde min tv pakke fra.

Det er min klare overbevisning at det, som også har hjulpet mig, er min ærlighed og evne til at udtrykke mine følelser/tanker. Jeg har været helt ærlig fra dag 1 og forsøgt at udtrykke hvad jeg har følt og ikke lagt låg på. Dem som har spurgt til mig, de har fået det helt ærlige svar uden omsvøb.
Det har også hjulpet mig, at jeg i samtaler med H efterfølgende har været helt ærlig og fået sagt alle de ting, som jeg gerne ville. Jeg sidder ikke tilbage med følelsen af at “det ville jeg have sagt”. Om jeg nogen sinde kommer mig over skuffelsen og følelsen af at være blevet snydt? Det ved jeg ikke. Om jeg nogen side bliver vred på ham, det ved jeg ikke, for lige nu der overskygger skuffelsen alt. Og han ved godt hvor såret og skuffet jeg er over ham og de beslutninger han har taget uden at involverer mig.

Det er absolut ikke alle, der har kunne håndtere min ærlighed, men det hjælper mig, så jeg fortsætter med at være ærlig når nogen spørger mig.
Selvom det er svært, så har jeg også forsøgt at være ærlig overfor mig selv. Jeg er verdensmester i at feje ting under gulvtæppet når det gælder mig selv og jeg vil helst bare have, at alt er godt. Det gør ondt at være ærlig overfor en selv, men det er nødvendigt. Jeg stiller mig selv det spørgsmål: Var alt nu helt godt? Var der noget, som skulle have været anderledes? Og JA! Selvfølgelig var der ting, som skulle have været anderledes. Har de ting bidraget til, at H gik? Det er en mulighed. Det er dog ikke noget, som jeg ikke synes, der kunne arbejdes med og løses. Men jeg er jo også den sårede part som sidder tilbage og ligner et stort spørgsmålstegn. Jeg ser kun tingene fra min side og selvom jeg altid forsøger at se begge sider af en sag, så kan jeg her på ingen måder forstå den anden side. Og er det ikke ok at have et “blindt” punkt – jeg kan jo ikke være altomfavnende og åben omkring alt?
Men sket er sket. Jeg kan ikke lave det om. Igen – det er ham der smider guld på gaden. Jeg bliver nødt til at komme videre – og det går heldigvis meget bedre.

Single – and on the road to recovery