For lidt tid siden sad jeg og talte med 2 af mine kollegaer omkring bruddet med H (som for god ordens skyld skal siges, ikke var et brud, som jeg havde lyst til).
Den ene kollega spurgte om jeg da ikke havde råbt og skreget af ham, måske kastet noget efter ham, for det ville hun havde gjort. Om ikke andet, så havde hun talt med store bogstaver og lagt ham på is.

Hvis jeg selv skal sige det, så har jeg været sindsyg rolig i hele forløbet. Jeg har på intet tidspunkt råbt og skreget af ham, slået eller opført mig “sindsygt”. Jeg har da haft lyst til at ryste noget fornuft ind i manden og slå ham i hovedet med en muggert, men det er jo kun fordi jeg synes, at han er dum.
Men jeg kan på ingen måder se, hvad det skal gavne at skabe sig tosset? Og det er bare slet ikke mig at være på den måde. Jeg føler, der er mere punch  bag mine ord hvis jeg forholder mig rolig og kontrolleret. På den måde, så lader jeg ikke følelserne løbe afsted med mig og jeg får ikke sagt noget, som jeg fortryder senere. Generelt må jeg sige, at jeg føler, at jeg har taklet det hele meget roligt og voksent. Klapper mig selv på skulderen over at jeg ikke er blevet sindsyg, for jeg kunne snildt have gået den vej!

Jeg har fået sagt alle de ting, som jeg gerne vil, på en rolig og velovervejet måde. Selvfølgelig har jeg også midt i tårer og gråd fået afleveret en halv spydig kommentar, men ikke noget, som ikke er overvejet. Ja jeg ved godt, at jeg er hellig, men det ligger altså bare ikke til mig at råbe og skrige. Det hjælper ikke så meget. Jeg får det nok ikke bedre af det..
Jeg føler der ligger 100% mere punch bag sætningen “du har skuffet mig”, end der vil gøre bag tilfælde af sindsyge med råb og tallerkner flyvende gennem rummet. Det er måske bare mig. Vi er heldigvis alle forskellige og jeg føler at jeg har været helt tro med mig selv, ved at reagerer på den rolige måde.
Det jeg har fundet ud af, er at der er mange meninger om, hvordan jeg skulle have reageret på bruddet. Det lyder skørt at andre skal have en mening om, hvordan de synes, at jeg skulle have reageret, men det er der. Jeg ryster bare på hovedet og siger, at jeg reagerer præcis på den måde, som stemmer overens med den jeg er.

Jeg er mig

Det lyder måske som verdens dårligste joke, men denne sætning, fik jeg leveret allerede indenfor den første uge af mit nye single liv!

“Så skal vi ud og finde en ny mand til dig”. 

Under normale omstændigheder, så er jeg rimelig kæk og lyn hurtig i mine udmeldinger, men lige her, der blev jeg stum.
Lad os lige få det her på det rene.
Så du tænker, at jeg, efter et forhold på 11 år, bare lige skal ud og finde en ny mand indenfor den første uge? Det lyder måske sindsygt, at nogen kunne finde på at sige det her, men jeg har fået denne her kommentar ugentligt siden bruddet. Det skal så lige siges, at ingen af mine veninder har smidt denne kommentar –  de kender mig for godt til at vide, at det er det dummeste de kunne sige!

Hold nu k*ft jeg synes, at det er den mest nederen kommentar nogen sinde. Gad vide hvad folk tænker? Havde jeg nu været mig selv, så havde jeg smidt en voldsom spydig kommentar tilbage, så afsenderen ikke var i tvivl om, at jeg absolut ikke var tilfreds. Men det er jo lige det – jeg er ret meget ukampdygtig og i stykker i tiden. Egentlig så håber jeg, at jeg næste gang kan komme med den spydige kommentar, for guderne skal vide, at jeg har gået og brygget på den i et stykke tid nu!

Selvfølgelig har jeg tænkt over, at  jeg i fremtiden måske finder en anden. Selvfølgelig håber jeg ikke, at jeg skal være alene i fremtiden. Selvfølgelig håber jeg, at jeg en dag finder en, som jeg kan tilbringe livet med. Men ikke nu. Slet ikke nu. Det er for sindsyg en tanke. Jeg har jo absolut intet at tilbyde en ny mand, da jeg er fuldstændig i stykker og knap kan finde ud af at få en hverdag til at fungere.

Single – and so not ready to mingle! 

Selvom jeg har “haft travlt” med at være ked af det og jeg befinder mig i en sørge process, så har jeg oplevet, at min krop har reageret ret interessant på al balladen! Objektivt set og set udefra, så er det egentlig ret spændende, hvordan min krop har reageret på bruddet.

Lige da bruddet skete, så forsvandt min appetit og sult fuldstændigt. Jeg havde aldrig troet, at det skulle ske for mig. At miste appetitten, det virker jo helt skørt, jeg elsker mad! Men var det præcis det, som skete for mig. De første døgn spiste jeg 1 gang i døgnet, til frokost sammen med mine kollegaer – og det var endda af ren og skær “tvang” fordi jeg vidste, at mad var vigtigt. Heldigvis huskede jeg at drikke en masse, for jeg vidste, at selvom jeg ikke spiste meget, så var det vigtigt at drikke.
Efter den første uge kom appetitten stille og roligt tilbage og jeg begyndte at spise lidt mere mad og jeg var oppe op 2 måltider om dagen. Frokost og aftensmad.
De første 14 dage bød på pligt måltider og fravær af sult.

Efter de første 14 dage så begyndte trøstespisningen. Halleluja for det! Så begynder jeg at ligne mig selv. Det var også her, at jeg begyndte at få lyst til at tage makeup på igen.
Det er jo ikke pisse godt at trøstespise. Jeg stopper alt i hovedet jeg kan finde og helst slik og chokolade. Egentlig går det meget godt til morgenmad og frokost men derefter glipper det lidt. Jeg har spist pomfritter til aftensmad og bagefter fundet slikket frem. Det holder jo ikke og sådan noget sætter sig på kroppen.
Dog panikker jeg ikke over det. Det er bare sådan det er lige nu. På et tidspunkt så vil jeg vågne op og give min krop noget bedre at spise, men lige nu, der har jeg bare ikke overskuddet til noget som helst. Måske dårlig undskyldning, men jeg orker ikke at argumentere – jeg æder bare mit bland selv slik!

Mit overskud er lige 0, hvilket jo slet ikke er overraskende. Min hjerne arbejder på højtryk og jeg har slet ikke energi til noget som helst. Jeg laver fejl på arbejdet, jeg har ikke energi til at træne og søvn er værre end noget jeg har prøvet før. Mht søvn, så har jeg forsøgt at tage baldrian, magnesium, gå i seng ved samme tid hver aften, bruge ørepropper og fly briller. Indtil videre kan alle de her tiltag ikke tage kampen op mod min krop og give mig den hvile, som jeg virkelig har behov for.

Men jeg ved, at det hele nok skal gå. Det er “bare” en periode, som kommer til at være lang. Det er bare så latterlig hårdt! Jeg venter stadig på, at det bliver bedre.

Med min nye status som single… Puha – jeg skal efter over 11 år have etiketten “single” på mig, det føles altså virkelig mærkeligt. Ikke at der er det fjerneste i vejen med at vær single – men efter så mange år, så føles det altså virkelig sært, at være single!
I forbindelse med bruddet, har gjort mig nogle observationer i denne nye verden, som jeg gerne vil fortælle om.

Jeg oplevede, at kollegaer og bekendte omkring mig ofte spurgte mig: “hvordan har du det?”. Uheldigvis for dem, så spørger de ærligheden selv, så mit svar har uden omsvøb været: “Dårligt”. Med det samme kunne jeg se, at lyset slukkede i deres øjne, for de havde håbet på et: “Jeg er ok” – svar. Men altså, jeg er sgu da ikke ok, jeg er lige blevet forladt – selvfølgelig er jeg ikke ok. Jeg ved godt, at jeg med tiden bliver ok, men det er jeg absolut ikke nu. Og det er altså ok at have det på den måde, som jeg har det. Der ville i min optik også være et eller andet galt, hvis jeg bare var ok med det samme.
Heldigvis så har mine nære veninder taget godt imod når jeg har givet dem “dårligt” svaret, for de kender mig godt og de ved, at jeg vil være helt ærlig. Det er helt uvurderligt at få den støtte og forståelse og ikke skulle spille en form for skuespil.

Jeg fatter så ikke, hvorfor nogle har så pisse travlt med at; “Nu skal vi ud og finde en mand til dig”. Øh hvad? Undskyld mig, men det er da det mest respektløse og uhøflige jeg nogen sinde har oplevet. Jeg er i en sørge process og HVORDAN kan jeg tænke på at skulle ud og møde en ny? Det er for sindsygt at nogen kan finde på at sige det, så tæt på et brud. Jeg bliver faktisk vred. Hvordan kan nogen tro, at det kan være en løsning og det eneste rigtige at gøre? Jeg er blevet så målløs, at jeg faktisk ikke har kunne sige noget spydigt tilbage, fordi jeg virkelig ikke fatter at nogen kan sige det!
Måske er jeg helt forkert på, men hvad pokker tror folk lige?

Strong independent woman – ja det er så blevet mig! Jeg har altid været den, som kunne mange ting, men nu er jeg da på alle måder blevet tvunget til at skulle kunne alt. Første sejr  – som måske lyder dumt – det var at jeg fik købt en ny fjernbetjening til fjernsynet. Strong independent woman – yes den klarede jeg lige – helt selv. Stolt. Næste sejr: Edderkopper. Ja ja jeg er rap i kæften og en rigtig farlig karl, men ikke når det kommer til edderkopper. De er altså klamme. Men men men – strong independent woman her klaskede 2 edderkopper og min støvsuger har også været i sving. Jeg kunne jo godt klare det selv, om end jeg skabte mig og var en rigtig drama queen imens, pyt med den detalje. Måske bliver jeg hardcore en dag!

Som tiden skrider frem, så oplever jeg flere og flere ting i denne nye verden. Jeg ved, at jeg ender med at blive stærkere af dette – det er bare en rigtig svær process.

Jeg har redigeret i dette her indlæg i næsten 4 uger, gemt flere varianter og stirret på computeren med fingerne på tasterne uden der blev skrevet et ord. Heldigvis har dette indlæg en titel, som nok ikke efterlader mange i tvivl om, hvad dette indlæg handler om.

Ligegyldigt hvilken måde jeg forsøger, at skrive dette indlæg på, så lyder alt forkert. Fordi alt er forkert! Sandheden er den, at H og jeg ikke længere er sammen.
Jeg vil ikke forklare nærmere omkring omstændighederne omkring bruddet, men det er vigtigt for mig at sige, at det ikke er min beslutning at stoppe forholdet og der ikke er utroskab inde i billedet.
Jeg vil fortsat respekterer at H ikke har et ønske om at få sit privatliv på de sociale medier, så derfor er dette indlæg kort.

Jeg ved dog, at der sidder tilpas mange nysgerrige mennesker derude, som kunne have spørgsmål, så måske kan jeg opklare nogle af dem nu.
– Vi er ikke uvenner – jeg opnår intet ved at råbe og skrige af ham, om end jeg føler mig berettiget.
– Vi har solgt den bolig, som vi købte sammen tidligere på året.
– Vi har solgt bilen.
– Jeg bliver boende i lejligheden.
– Vi var sammen i over 11 år.
I denne her process har jeg virkelig fundet ud af, at der er så mange fantastiske mennesker omkring mig, som kun vil mig det bedste. Jeg er blevet mødt med så stor en forståelse, en skulder at græde ved og vilje til at hjælpe mig med det mindste. Min familie og mine veninder har været og er helt fantastiske. Min chef og kollegaer har været så omsorgsfulde og hjulpet mig igennem arbejdsdagen.
Det er svært for mig at tage imod alt den omsorg og hjælp  jeg får lige nu, for jeg plejer altid at være den, som hjælper andre. Men det er helt fantastisk og overvældende – og jeg øver mig i at sige tak og tage imod.

Lige nu føler jeg mig utrolig vingeskudt og i en tilstand af chok, krise og sorg. Men jeg overlever.
Jeg skal til at finde mig selv nu og finde ud af hvem Britt er uden H. Finde ud af at være kun mig og ikke “vi” og “os”. En ting, som jeg på ingen måder har lyst til, men som desværre er nødvendig.
Jeg håber, at I stadig vil følge med her på bloggen og på Instagram på min nye rejse.