Jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste der har det lige som jeg/vi har det omkring det her emne. Jeg er sikker på, at der er flere, som er ved at brække sig over, at skulle forklare, forsvare sig og afværge hele tiden.

Nemlig: “Hvornår skal I købe hus?” og “skal I så snart have børn?” og den klassiske “Har i tænkt jer at blive gift?”.

Forklaringen på at flere og flere spørger os om disse spørgsmål, er egentlig ret forståeligt. H og jeg nærmer os hastigt de 30 år. Vi har været kærester i næsten 10 år. Vi har begge fast job med gode lønninger. Vi har købt en lille bil. Vi bor i en 2 værelses lejlighed.
Jeg forstår godt, at folk spørger. Det gør jeg faktisk. Og jeg ved, at vi bliver spurgt fordi at det virker naturligt, at vi snart skal købe hus og få et barn.

Vi har haft “the baby talk” for langt tid siden og vi vender den ind i mellem. Hvad vi har snakket om, holder jeg for mig selv. For min pointe med hele det her indlæg er nemlig: DET ER EN PRIVAT SAG!
For pokker da også! Hvorfor skal andre blande sig, spørger om man har smidt p-pillerne og været i banken for at snakke renter og fradrag?
Er tanken så fravigende fra normen, at vi måske ikke vil have børn eller flytte i hus? Det er jo nærmest utænkeligt i dag. Hvad nu, hvis vi ikke har lyst til at blive gift? Nogle gange bliver jeg så fristet til at sige til folk, bare for at se hvilken reaktion det giver: “Har du overvejet, at grunden til, at vi ikke har fået børn, er at vi ikke kan få børn?”. Men det er jo selvfølgelig lidt ondt at smide tilbage i hovedet på et velmenende menneske. Dog synes jeg, at det er liiiiiddt provokerende at folk spørger!

Mit råd er derfor: Træd varsomt. Prik ikke til folk, bare fordi de lige passer ind i en kasse. Der kan være forskellige grunde til de valg som pågældende vælger. Lad dem starte på samtalen omkring hus, børn, bil eller ægteskab.
Lad vær med at have for travlt på andres vegne – det er bare møg irriterende!

Jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste der har det lige som jeg/vi har det omkring det her emne. Jeg er sikker på, at der er flere, som er ved at brække sig over, at skulle forklare, forsvare sig og afværge hele tiden.

Nemlig: “Hvornår skal I købe hus?” og “skal I så snart have børn?” og den klassiske “Har i tænkt jer at blive gift?”.

Forklaringen på at flere og flere spørger os om disse spørgsmål, er egentlig ret forståeligt. H og jeg nærmer os hastigt de 30 år. Vi har været kærester i næsten 10 år. Vi har begge fast job med gode lønninger. Vi har købt en lille bil. Vi bor i en 2 værelses lejlighed.
Jeg forstår godt, at folk spørger. Det gør jeg faktisk. Og jeg ved, at vi bliver spurgt fordi at det virker naturligt, at vi snart skal købe hus og få et barn.

Vi har haft “the baby talk” for langt tid siden og vi vender den ind i mellem. Hvad vi har snakket om, holder jeg for mig selv. For min pointe med hele det her indlæg er nemlig: DET ER EN PRIVAT SAG!
For pokker da også! Hvorfor skal andre blande sig, spørger om man har smidt p-pillerne og været i banken for at snakke renter og fradrag?
Er tanken så fravigende fra normen, at vi måske ikke vil have børn eller flytte i hus? Det er jo nærmest utænkeligt i dag. Hvad nu, hvis vi ikke har lyst til at blive gift? Nogle gange bliver jeg så fristet til at sige til folk, bare for at se hvilken reaktion det giver: “Har du overvejet, at grunden til, at vi ikke har fået børn, er at vi ikke kan få børn?”. Men det er jo selvfølgelig lidt ondt at smide tilbage i hovedet på et velmenende menneske. Dog synes jeg, at det er liiiiiddt provokerende at folk spørger!

Mit råd er derfor: Træd varsomt. Prik ikke til folk, bare fordi de lige passer ind i en kasse. Der kan være forskellige grunde til de valg som pågældende vælger. Lad dem starte på samtalen omkring hus, børn, bil eller ægteskab.
Lad vær med at have for travlt på andres vegne – det er bare møg irriterende!

1985: Jeg bliver født på Mortens Aften og jeg skulle have heddet Morten, men jeg manglede liiiige en lille detalje for, at de kunne kalde mig Morten. Min far ville have haft, at jeg skulle have heddet Eng-Britt, men heldigvis blev Eng droppet – hvilket jeg er ret glad for  i dag! Jeg havde en sølle kampvægt på omkring 2500g.

Ca. start 90érne og 8 år frem: Folkeskole på verdens ringeste folkeskole. Jeg vil ikke undskylde for min udmelding, men det var virkelig ikke en god oplevelse for mig, at være på den skole. Jeg blev moppet, især i de ældre klasser. Specielt en lære husker jeg for “du kan ikke blive til noget” samtalen! Der er en grund til, at han havde kaldenavnet “Grisen”. Heldigvis var min klasselære guld værd og grunden til, at jeg i dag lærte at læse og skrive. Jeg gik ud efter 8 klasse og jeg har ikke set mig tilbage siden!

2001-2002: Efterskole vol 1! Ej hvor jeg elskede det. Lige fået min bøjle af, stort smil, ingen ide om hvem jeg var og bare blive en del af et stort fælleskab! Ingen mobberier, kun folk som ville hinanden det godt. Så mange oplevelser, så mange minder, så meget latter og en fantastisk tid. Finde sig selv, danne identitet og bare have det fedt!

2002-2003: Efterskole vol 2 – knap så god en ide. Faldt aldrig på plads og blev desværre mobbet igen. Jeg kom ud af et dårligt forhold med en fyr fra den første efterskole og var ufattelig forvirret. Jeg havde dog Jonas. Min Jonas, som er grunden til, at jeg overlevede efterskolen og selvom vi stort set ikke taler sammen i dag, så tænker jeg ofte på ham. Vi blev aldrig kærester, men de bedste venner. Jer i Esbjerg er heldige at have Jonas!

2003-2006: Juuuubbbbi for gymnasiet! Jeg ELSKEDE at gå på gymnasiet. Jeg startede som goth/flipper, hende den mærkelig med laset tøj og blomstrede nederdele – jeg så farlig ud. Men jeg mødte accept og dejlige mennesker. Jeg  kom ud af min skal, smed de lasede klude og blev til den, som jeg er i dag. Jeg er så heldig at Didde fra min klasse i 2g introducerede mig for en fyr, som jeg i dag kan kalde min kæreste.

2006-2007: Sabbat år på Tholstrup (nu Arla) i Fredericia/Taulov. Indrømmet, jeg elskede at arbejde på fabrik. De damer jeg arbejde med var nogle værre fabriks kællinger, men de var bare så søde. Jeg hyggede mig og tjente frygtelig mange penge. Kæresten arbejde på fabrik i Vejle og vi sparede penge sammen i vildskab. Jeg vil aldrig fortryde mit år på Tholstrup – det var så fedt!

2007-2011: Uddannelse til ergoterapeut på skolen i Aalborg. Oprindeligt var det meningen, at jeg skulle starte på Esbjerg skolen for at være tættere på den føromtalte Jonas, men efter at have mødt H, så ville vi til Aalborg fordi han skulle læse deroppe, og jeg fulgte gladelig med til Nordjylland.
Vi ELSKER heldigvis at bo i Nordjylland – vi valgte Nørresundby og vi elsker at bo nord for fjorden!

2011 – nu: Vi bor stadig Nørresundby. H er i mellemtiden blevet både kontor uddannet og folkeskolelærer med fuldtidsjob. Jeg er uddannet ergoterapeut og arbejder i kommunen, hvor jeg har de bedste kollegaer og det bedste job. Vi har fået en lille bil og kører oftere hjem til Vejle og besøger vores familier. Vi har fået mere frihed og vi elsker det.

Arbejdserfaring:
Barnepige – jeg var elendig til det og bestak den ældste dreng til at skifte ble på lillesøster!
Avisbud for Jyllandsposten – elskede faktisk det job, men hold op det var dårligt betalt..
Shell medarbejder – jeg har arbejdet på Shell fra jeg var 16 og stoppede først da jeg blev uddannet som ergoterapeut i 2011. ELSKEDE mit job på Shell.
Oste og pastapakker for Tholstrup og Pastella paste – awesome job!
Ergoterapeut – nuværende og måske for evigt arbejde 🙂

1985: Jeg bliver født på Mortens Aften og jeg skulle have heddet Morten, men jeg manglede liiiige en lille detalje for, at de kunne kalde mig Morten. Min far ville have haft, at jeg skulle have heddet Eng-Britt, men heldigvis blev Eng droppet – hvilket jeg er ret glad for  i dag! Jeg havde en sølle kampvægt på omkring 2500g.

Ca. start 90érne og 8 år frem: Folkeskole på verdens ringeste folkeskole. Jeg vil ikke undskylde for min udmelding, men det var virkelig ikke en god oplevelse for mig, at være på den skole. Jeg blev moppet, især i de ældre klasser. Specielt en lære husker jeg for “du kan ikke blive til noget” samtalen! Der er en grund til, at han havde kaldenavnet “Grisen”. Heldigvis var min klasselære guld værd og grunden til, at jeg i dag lærte at læse og skrive. Jeg gik ud efter 8 klasse og jeg har ikke set mig tilbage siden!

2001-2002: Efterskole vol 1! Ej hvor jeg elskede det. Lige fået min bøjle af, stort smil, ingen ide om hvem jeg var og bare blive en del af et stort fælleskab! Ingen mobberier, kun folk som ville hinanden det godt. Så mange oplevelser, så mange minder, så meget latter og en fantastisk tid. Finde sig selv, danne identitet og bare have det fedt!

2002-2003: Efterskole vol 2 – knap så god en ide. Faldt aldrig på plads og blev desværre mobbet igen. Jeg kom ud af et dårligt forhold med en fyr fra den første efterskole og var ufattelig forvirret. Jeg havde dog Jonas. Min Jonas, som er grunden til, at jeg overlevede efterskolen og selvom vi stort set ikke taler sammen i dag, så tænker jeg ofte på ham. Vi blev aldrig kærester, men de bedste venner. Jer i Esbjerg er heldige at have Jonas!

2003-2006: Juuuubbbbi for gymnasiet! Jeg ELSKEDE at gå på gymnasiet. Jeg startede som goth/flipper, hende den mærkelig med laset tøj og blomstrede nederdele – jeg så farlig ud. Men jeg mødte accept og dejlige mennesker. Jeg  kom ud af min skal, smed de lasede klude og blev til den, som jeg er i dag. Jeg er så heldig at Didde fra min klasse i 2g introducerede mig for en fyr, som jeg i dag kan kalde min kæreste.

2006-2007: Sabbat år på Tholstrup (nu Arla) i Fredericia/Taulov. Indrømmet, jeg elskede at arbejde på fabrik. De damer jeg arbejde med var nogle værre fabriks kællinger, men de var bare så søde. Jeg hyggede mig og tjente frygtelig mange penge. Kæresten arbejde på fabrik i Vejle og vi sparede penge sammen i vildskab. Jeg vil aldrig fortryde mit år på Tholstrup – det var så fedt!

2007-2011: Uddannelse til ergoterapeut på skolen i Aalborg. Oprindeligt var det meningen, at jeg skulle starte på Esbjerg skolen for at være tættere på den føromtalte Jonas, men efter at have mødt H, så ville vi til Aalborg fordi han skulle læse deroppe, og jeg fulgte gladelig med til Nordjylland.
Vi ELSKER heldigvis at bo i Nordjylland – vi valgte Nørresundby og vi elsker at bo nord for fjorden!

2011 – nu: Vi bor stadig Nørresundby. H er i mellemtiden blevet både kontor uddannet og folkeskolelærer med fuldtidsjob. Jeg er uddannet ergoterapeut og arbejder i kommunen, hvor jeg har de bedste kollegaer og det bedste job. Vi har fået en lille bil og kører oftere hjem til Vejle og besøger vores familier. Vi har fået mere frihed og vi elsker det.

Arbejdserfaring:
Barnepige – jeg var elendig til det og bestak den ældste dreng til at skifte ble på lillesøster!
Avisbud for Jyllandsposten – elskede faktisk det job, men hold op det var dårligt betalt..
Shell medarbejder – jeg har arbejdet på Shell fra jeg var 16 og stoppede først da jeg blev uddannet som ergoterapeut i 2011. ELSKEDE mit job på Shell.
Oste og pastapakker for Tholstrup og Pastella paste – awesome job!
Ergoterapeut – nuværende og måske for evigt arbejde 🙂

Mælkeprodukter har ikke været en fast del af min diæt siden januar 2013. I forbindelse med min sygdom lipødem, så anbefales det, at lipødemikere ikke spiser mælkeprodukter. Derfor tog jeg beslutningen som et nytårs fortsæt da vi ramte januar 2013. Og jeg må sige, at selvom jeg MØG HAMRENDE savner mange mælkeprodukter, så er det egentlig gået helt fint.
Efterhånden er der mange flere produkter på markedet som er alternativer til mælkeprodukter, plus mange helskost butikker har de mere specielle varer som smør “ost”, revet “ost”, “cheddar” osv. Produkterne er et fint alternativ, selvom jeg ærligt må sige, at de ikke smager som den ægte vare. Jeg vil endda gå så langt at sige, at soya mælk og soya yoghurten smager skrækkeligt, men man lærer at spise det + tilføje nogle flavor drops, så går det fint.

Det er en klart misforståelse at jeg ikke kan tåle mælkeprodukter og kunne nøjes med at spise de laktosefrie. Hvis bare det var så simpelt. Jeg kan sagtens tåle mælkeprodukter, men i lipødem diæten anbefales det at man totalt undgår alle mælkeprodukter. Der er dog altid en undtagelse, hvilket er parmesan, det må jeg gerne spise i begrænset mængder, derfor kommer der ofte et drys parmesan på min mad. Valle protein er heller ikke et problem, da det er så forarbejdet og det bliver anbefalet i diæten. Det er mit held, da jeg ikke synes, at de alternativer der er til valle protein efter min smag, ikke smager særlig godt.

Vi kan sagtens leve uden mælkeprodukter, men jeg oplever, at mine omgivelser ofte har det mest svært ved at acceptere valget om at undgå mælkeprodukter. Det kræver, at jeg ofte må forklare mig selv, men efterhånden har jeg en fast “trille” som jeg skyder af sted. Det er ok. Det er jo mit valg og jeg behøver ikke argumentere, hvorfor jeg ikke spiser mælkeprodukter.