I 2007 rykkede vi teltpælene op og rykkede til Aalborg for at studere. Ingen af os havde på forhånd en tilknytning til byen og ingen ide om, hvad der ventede os.
Første aften, da vores forældre var kørt, satte vi os i vores sofa, blandt flyttekasser og flytterod og stirrede ud i luften. Det var en skør tanke, at nu var vi flyttet hjemmefra! Vi fandt det nærmeste pizzeria, spiste hvad der føles som den bedste pizza nogensinde – vores første pizza som udeboende og lidt voksne!

De næste dage, gjorde vi noget, som jeg efterfølgende har indset, var det bedste vi kunne have gjort for os selv.
Vi cyklede Aalborg rundt flere gange. Vi kiggede på kort over Aalborg, mærkede os de steder, hvor vores uddannelser lå og fik en fornemmelse af, hvor alt lå i forhold til hinanden.
Min stedsans er utrolig dårlig og derfor måtte jeg orienterer mig ift. butikker og steder i stedet for vejnavne (som jeg i dag stadig har svært ved). Vi tog ind og så en fodboldkamp på dag 2 og oplevede hvordan stadion pulserede i sommervarmen og alt det liv omkring stadion. Vi tog ned i byen, fandt ud af hvor der lå et bibliotek, hvor borgerservice var og busforbindelserne.

Alt var så nyt og overvældende i starten og vi var kommet til en by med så rigt et byliv, som virkede nærmest overvældende. Ikke nok med, at vi pludselig boede selv og skulle indrette en lejlighed, så skulle vi også forholde os til den by, som vi pludselig skulle bo i de næste par år.
I dag er jeg så taknemmelig for, at vi i de første dage cyklede Aalborg rundt for at få en fornemmelse af byen. Vi fik ikke hjælp, da vi slet ikke kendte nogen i byen. Vi gik på turist kontoret og fik et kort over Aalborg for at danne os et overblik. Man bliver nødt til at være turist i sin nye by det første stykke tid. Det hjælper en på det lange løb.
Det ville jo selvfølgelig have været let, hvis vi havde haft nogen, som kunne vise os byen. Men alligevel er jeg glad for, at vi dengang selv måtte finde ud af tingene. Jeg er sikker på, at det har gjort vores tilknytning til Aalborg større.
Forelsk dig og far vild i din nye hjemby. Hold øje med ugeavisen, facebook opslag, meld dig ind i “hvad sker der” grupper, se opslag og hold dig opdateret hvad der sker i byen. Holder man øje, så har ens nye hjemby ofte meget mere at byde på end man regner med.

…….alle, som ikke har lipødem!

Forstået på den måde. Jeg ville ønske, at jeg ikke skulle slås med lipødem. Ikke fordi jeg vil bytte ud med en eller anden latterlig sygdom. Men jeg synes virkelig at lipødem er latterlig. Hvor dum er det lige for en sygdom? At min krop producerer nogle fedtceller, som jeg på ingen måder kan tabe via kost eller motion? Kæft det er latterligt! Som om jeg ikke har nok fedt i forvejen at slås med.
For mig er min misundelse rettet mod kvinderne, og det har det altid været. For mig handler misundelse om, at jeg IKKE kan tabe mig det fedt og det synes jeg er PISSE uretfærdigt! Ja, jeg synes faktisk næsten at andre kvinder skal holde op med at tude og være taknemmelig for, at de reelt set har muligheden for at tabe sig. Lyder det måske lidt hårdt og ikke særlig pænt? Well, det er altså sådan jeg har det.
Når jeg ser en pige med tynde ben bliver jeg misundelig og har egentlig mest lyst til at spænde ben for hende. Det er ikke særlig pænt. Men det hele handler om misundelig. Jeg kan være ufattelig ond overfor tynde kvinder, for jeg synes de er nogle krukker, som ikke sætter pris på deres tynde ben og kroppe. Og det er bare SÅ MEGA unfair. Aldrig at jeg ville sige noget til en tynd kvinde, men jeg tænker en masse grimme tanker.
Jeg synes, at alt bare ser bedre ud i en xs og med max 60 kg!
Altså stik modsat af alt det, som jeg er.

Og ja – jeg ved godt, at det er noget fis. Men ingen, som sidder og læser det her indlæg, kan se sig bort fra, at have bodyshamet en anden kvinde eller sig selv. Om hun er tyk eller tynd. Det handler om, at finde ud af, hvorfor de tricker en. For mig er tynde ben en tricker, eller bare kvinder/piger, som ikke har lipødem. For nogen er tykke kvinder en tricker – så er det bare med at finde ud af, hvorfor det tricker en.

Faktisk så skal jeg bare holde op med at hyle. Ja jeg har lipødem. Det er ikke kræft, det er ikke en demens diagnose, det er ikke en dødelig sygdom. Det er noget, jeg kan leve et helt normalt liv med, især hvis når jeg nu har de rette redskaber i min værktøjskasse. Men derfor bliver jeg ramt af en uretfærdighedsbølge ind i mellem. Det er helt normalt og det er ok. Min styrke er, at jeg er utrolig ærlig og egentlig bare siger, hvordan jeg har det. Det kan godt opleves lidt voldsomt for nogen, hvilket jeg selvfølgelig også ved! Ikke mange kan lide når man siger: “hej jeg synes du er træls, fordi du har tynde ben”.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg tror, at lykken sidder i tynde ben og en tynd krop. Jeg ved ikke, hvad jeg tror, at et par tynde ben vil gøre, for at jeg får det bedre med mig selv. Måske handler det om det jeg ikke kan få.
Om ikke andet, så har jeg sat ord på det og hvor min misundelse ligger. Så alle jer med tynde ben – ihhhhh…!

Jeg har hjulpet en del studerende med deres skoleprojekter og givet interviews, hvor spørgsmålet ofte faldt på, hvordan det er, at have mange followers og få en masse likes. Svaret er, at jeg er så taknemmelig for hver evig eneste follower og hver eneste like/kommentar på mine billeder. Jeg ser et like og en kommentar som et kæmpe kompliment. Hver gang jeg kan se, at der er nogen, som har liket mig billede eller efterladt en kommentar, bliver jeg så glad. Sikke et kompliment. Jeg bliver så glad, når nogen har brugt tid på at tage stilling til mit billede og måske skrive en kommentar.

Hvordan er det så, at have followers? Det er da lidt mærkeligt at vide, at der er så mange mennesker, der går rundt og ved, hvem jeg er. Det er da lidt mærkeligt, at jeg engang i mellem bliver genkendt. Det er da lidt mærkeligt, at nogen synes, at jeg er motiverende. Jeg tænker ikke meget over det i hverdagen, men jeg er dog meget bevidst om, hvad det er jeg lægger op af billeder og hvad teksten siger. Jeg føler, at jeg har et ansvar for, hvilket signal jeg giver til mine followers og læsere. Dette emne har jeg også skrevet om i et tidligere indlæg, her.

Egentlig er jeg mest bekymret for, om min mængde af followers kunne gå ud over de mennesker i mit privatliv. Familie og venner. Nogle af mine veninder har fortalt mig, at de ved et tilfælde snakker om Instagram profiler og mit navn bliver nævnt, hvortil de så siger, at de kender mig privat. Det er lidt småskørt. Lidt underligt, at jeg på et tidspunkt, kan være samtaleemne hos brugere af Instagram. Der er da helt sikkert også dem, der er ved at brække sig over mig, hvilket jeg egentlig godt forstår, nogle gange får jeg også nok af mig selv!

Antallet af followers gør ikke noget ved mig som person. Jeg er den jeg er, og den jeg har været fra starten. Jeg har selvfølgelig udviklet mig enormt, men jeg er den, som jeg nu altid har været.
Antallet af followers ændre ikke på, at jeg stadig er mig. Jeg får ikke flere venner, jeg får ikke flere penge eller en anden personlighed. Antallet af followers giver mig et ansvar. Et ansvar jeg selv har givet mig selv. Det er for mig vigtigt, at vise hverdagen som den nu engang er med op og nedture.
Vi skal passe på med at antage, at en person med mange followers er et dårligt menneske, som kun går op i selvpromovering og sponsorater. Jeg ser fx profiler som Caroline og Pia som de mest ukrukkede og nede på jorden kvinder, men de trækker henholdsvis 11.000 og næsten 30.000 followers hver! Uden at gøre mig alt for klog på det, så tror jeg, at mange af de profiler med mange followers ikke tjener penge på deres followers.

Mange followers eller ej.
Jeg er Britt.

Bare rolig  – jeg har google det. Der er faktisk et udtryk, der hedder “noller”. Se selv her.

I dag tog jeg et par grå tights på til træning. Jeg gik forbi mit spejl hjemme inden jeg gik ud af døren. Der måtte jeg lige stoppe op, fordi jeg slet ikke kunne undgå og se, hvor noller jeg egentlig lige så ud! Mine grå 3/4 tights og ud stikker den sidste del af mine sorte kompressionsstrømper – kæft det ser dumt ud. MEN – jeg kan ikke lade vær med at grine. For hvad pokker skal jeg lige gøre? Jeg knus elsker mine grå 3/4 tights (også dem jeg har i sorte), men jeg kan godt se, at det ser ret noller ud når mine sorte strømper stikker ud.

Men det er bare the case of my life – jeg ser ret ofte noller ud. Især om sommeren. Om vinteren er det ikke så slemt. Der ser ingen det, der tror folk bare, at det er sorte leggings også er alt 10-4.
Når jeg tager shorts på uden over mine strømper bliver det ret tydeligt, at jeg kommer gående der med mine sorte ben. Og ja – jeg ser godt når folk kigger! Altså jeg er ligeglad. Det er min fest fordi jeg aldrig skal tænke på, hvor korte mine shorts er. Jeg kan være så mega upassende kort uden det bliver vulgært. Jeg har altid mine tykke, sorte strømper på og er aldrig upassende. Det har sine fordele.
Plus – mine strømper holder så meget på mine ben og yder et tryk som gør, at jeg får en strømlinet silhuet, som gør at jeg ser smoking hot ud i kropsnær tøj! Total win.

Ok jeg er så den eneste tosse, der i 25 graders varme render rundt med sorte ben og ligner en, som er ved at dø af varme – for det er jeg. Men jeg kan ikke vinde hver dag. Så selvom jeg er svend sved om sommeren, så har jeg smækre lækre ben.

Noller eller ej – så kan jeg lige så godt gøre det lidt sjovt og gøre grin med det. Jeg kan jo ligesom ikke gøre noget ved det. Jeg må bare rende rundt og se noller ud!

Her kan du se, dagens billed af mig, hvor jeg ser noller ud, men alligevel gik i fitness!

Jeg elsker otto. Risotto – speltotto.. Bare alt med otto!
Især har speltotto vundet mit hjerte, ganske simpelt fordi det ikke er særlig svært at lave. Risotto er en ret, som du helst ikke skal gå fra og hele tiden skal røre i. Det er virkelig også lækkert, men jeg har fundet ud af, at speltotto snildt kan passe sig selv og stadig blive voldsomt lækkert!
Jeg er sikker på, at jeg gør alt forkert, men det virker for mig!

Fremgangsmåden og mængde er på slum og jeg forsøger mig altid frem.
Til 1 person skal du cirka bruge:
– knap 1 dl. speltkerner
– 1 bullionterning (smag af eget valg)
– 4-5 dl vand
– revet permasan
– 1 lille løg (valgfrit)
– en masse friskkværnet peber
– evt. grøntsager og kød af eget valg.

• I en gryde svits løg, tilføj speltkernerne og rør det hele godt sammen
• Opløs bullion terning i vandet og hæld cirka 3 dl over kernerne.
• Lad det stå og små koge, rør engang i mellem, tilføj noget væske efter behov.
• Tilbered evt. kød og grøntsager efter ønske imens.

Jeg ynder at lave praktiske ting imens speltottoen stort set passer sig selv. Da speltkerner tager længere tid at blive møre end risottoris, så tager retten omkring 30-40 minutter før den er klar til at spise. Jeg røre bare i det ind imellem og tilføjer bullion efter behov.

• Når kernerne er ved at være møre, tilføjes en masse frisk kværnet peber, revet parmasan og eventuelt grøntsager samt kød.
• Anrettes som man ønsker. Jeg er vild med et ekstra drys permasan, peber og måske lidt pesto

For mig er speltotto en praktisk ret, som kan passe sig selv på komfuret, mens jeg får ordnet praktiske opgaver i hjemmet. Så er der mere tid til afslapning og hygge efter aftensmaden!
PS: Du behøver ikke bruge hvidvin, som man plejer ved risotto, det smager skønt uden.