Jeg taler aldrig (meget meget sjældent) om mit arbejde på bloggen eller på min Instagram. Flere ved sikkert ikke hvad jeg reelt set laver til hverdag og hvad jeg lever af. Det har hele tiden været et bevist valg om, at jeg ikke ville tale om mit arbejde. Fra starten har jeg ikke haft lyst til, at mit job skulle være i fokus.
Det er vigtigt for mig at skille mit job og mit privatliv fra hinanden. Jeg har verdens bedste job og de bedste kollegaer. Dog er jeg typen, som ikke ønsker at gøre karriere, jeg ønsker ikke at uddanne mig yderligere, Jeg vil være den bedste jeg kan være til mit job, men jeg kommer aldrig til at leve for at arbejde. Jeg arbejder for at kunne lave det, som jeg gerne vil når jeg har fri. Jeg er bare drøn heldig, at jeg har fundet mig verdens bedste job.

På mit arbejde taler jeg heller ikke meget om, at jeg har en profil på Instagram og en blog. Flere ved det, men det er min overbevisning at de fleste faktisk slet ikke aner, at jeg på de sociale medier hedder Healthybbc. Og det er præcis som det skal være. Mit gøren og laden på de sociale medier har intet med mit arbejdsliv at gøre.
Yderligere taler jeg heller ikke om mit arbejde, fordi jeg arbejder med noget, som frembringer en masse følelser hos mange mennesker og jeg ønsker ikke at tale om det, når jeg har fri. Når jeg har fri, så har jeg fri. Tidligt har jeg besluttet mig for, at når jeg går ud af døren fra mit arbejde, så har jeg fri og kan ikke tage mit arbejde med hjem. Jeg bliver nødt til at lukke døren, ellers ville jeg tage alt for mange skæbner med hjem. Det kan hurtigt ødelægge en og jeg ønsker ikke, at gå ned med sygdom. Jeg kan ikke hjælpe nogen, hvis jeg er syg.

Så hvis nogen skulle have undret sig – så er det altså derfor at jeg sjældent taler om mit arbejde.

Vi kender det alle sammen. At vi bliver sure, når nogen gør noget, som helt sikkert ikke er med vilje , men som sker alligevel. Fx hvis kæresten vil være sød at tage tøjvasken, og uheldigvis får din nye trøje med, som skulle hånvaskes. Eller hvis din mand har brugt det sidste mælk, selvom du havde sagt at du skulle bruge det til sovsen.
Langt de fleste gange, så er det let at reagere ved, at blive sur. Jeg skal aboslut ikke være bleg for at indrømme, at jeg på alle måder også har reageret ved at blive sur, når nogen har gjort noget, ikke med vilje, men som er endt i noget skidt, som er gået ud over mig i sidste ende.

I langt tid, har jeg virkelig forsøgt, at slå tøjler på mig selv, hver gang det er sket. Jeg forsøger virkelig ikke at blive sur, når jeg ved at modparten ikke har gjort det med vilje. Egentlig forstår jeg ikke, hvorfor vores primære reaktion er vrede? Hvis jeg gør noget, som falder uheldig ud, så ville jeg da også være bange for at blive mødt med vrede.
Jeg har forsøgt at tænke tilbage på, hvorfor det er, at vi reagerer med vrede?

Generelt mener jeg, at vi alle skal være bedre til at tøjle vores vrede. Ikke kun lige omkring det her emne, men generelt. Det er dog et helt andet blog indlæg i fremtiden måske?
Min erfaring er efterhånden, at jeg lige skal tænke mig om, inden jeg reagerer. Jeg er i forvejen meget hurtig på aftrækkeren og lyn hurtigt kan jeg leverer en spydig kommentar, som jeg kan se på modtageren, gør ondt. Det er jeg verdensmester i. Det får mig så også ofte i fedtefadet fordi jeg er for god til at sige tingene ligeud. Det kunne måske også være et andet blog indlæg..
Men det føles bare så unaturligt at sige: “Det er ok, jeg ved, at du havde gode intentioner”. Men hvorfor er det ikke reaktionen? Jeg har aldrig fået sådan en besked. Jeg synes, at jeg altid/de fleste gange er blevet mødt med vrede.

Den vigtigste lektier er: Forsøg lige at vend situationen om og tænk på, hvordan du vil have det, hvis du blev mødt med vrede. Det kan måske hjælpe dig næste gang, du står i en situation, hvor noget skidt er sket trods gode intentioner. Jeg vil vove på, at størstedelen af os har gode intentioner og ikke ville gøre noget dårligt mod en anden person, med vilje. Selvfølgelig findes der idioter, men dem holder jeg lige udenfor dette indlæg.

Tænk på hvordan du reagerer før du taler!

I dag brokker jeg mig. Det er ikke ofte det sker her på bloggen, men her kommer det.

Jeg var ude og køre med en kollega i dag og vi kom til at tale om mit lipødem. Emnet var affødt af en samtale omkring vægt, fedtprocent og udseende. Lige et af de emner, som kan få min stemme til at gå et par toner op og jeg bliver meget passioneret. Min kollega sagde noget i stilen af “jeg har aldrig haft det træls med min krop eller den måde jeg ser ud på”.
Undskyld, men jeg kunne have klappet hende en på hovedet i frustration og ikke mindst MISUNDELSE! Hvor lyder det så enkelt og dejligt. Hun ser for resten også fantastisk ud og er super sød. Det har jo absolut intet med hende at gøre, at jeg bliver vred.

Selvom jeg er nået rigtig langt mht. at finde min vej indenfor kost, motion, selvbillede osv osv. Så er der en ting, som er helt sikkert.

Jeg kommer aldrig til at acceptere, at jeg har lipødem

Jeg synes det er så vanvittig uretfærdigt at jeg skal have lipødem. Lipødem er det, som har ødelagt mig, langt før jeg vidste, at jeg havde lipødem. Mine problemer med min krop begyndte da jeg fik lipødem da jeg kom i puberteten. Jeg husker tydeligt, at jeg pludselig ikke kunne passe det samme tøj som mine veninder, hvilket jeg plejede at kunne.
På ingen måder kommer jeg til at forene mig med, at jeg skal være ramt af en sygdom, som ikke kun giver mig kroniske smerter, men som også gør, at jeg kan få tykke ben. At jeg måske kan blive handicappet og ikke varetage et fuldtidsarbejde på sigt. Hvordan pokker skal man forene sig med det?
Ja det er måske at male fanden på væggen, for pt. lever jeg et fuldstændig normalt liv og ser helt normal ud. Men der er et måske, et muligvis, en uklarhed som tager pusten fra mig.

Jeg ved, at min tricker altid vil være lipødem. Jeg ved, hvad der har ødelagt mig. Hvordan kan man få redskaber til at forene sig med at have så latterlig sygdom som min?
Måske synes du, at jeg er træls at høre på. Men selv om jeg 99% af tiden er total cool og tager det i stiv arm, så har selv den stærkeste et svagt punkt.

Ja også for at gøre ondt værre. Så var jeg inde hos Sahva med mine nye strømper i dag, fordi de IGEN ikke var som jeg havde bestilt. Sahva har fået ny indkøbsaftale og jeg skal derfor skifte mine strømper ud fra et mærke til et andet mærke. Det behøver ikke være en dårlig ting, men når man har haft et produkt i så mange år, så er det ikke særlig sjovt at skulle skifte. Det skal nok blive godt, men vejen dertil er opslidende.
Sidst men ikke mindst.

Jeg er pisse træt af at have lipødem!