I takt med at det bliver varmere, så bliver det også tid til at skifte den varme cafelatte ud med is kaffe! Eller det er i al fald det jeg gør. På varme dage kan en is kaffe være så forfriskende og lækker.
Min version kan laves med eller uden proteinpulver. Begge dele smager herligt.
Faste læsere af min Instagram ved, at jeg ikke går op i præcise opskrifter, så de mål jeg angiver, er mere vejledende end nagelfaste. Prøv dig frem – styrken og brug af eventuelle smagsdråber er meget individuelt.
I et højt glas kombiner ca. 1 shotglas vand med 1-2 tsk. instant kaffe.
Brug en mælkeskummer til at lave skum ud kaffen (kræver lidt øvelse for at få skummet til at få stor volumen).
I en shaker (jeg bruger en meljævner) kombiner ca. 2 dl mælk (jeg bruger soya mælk) med lidt sød, evt. smagsdråber og ½ scoop protein pulver. Ryst det kraftigt for at gøre mælken luftig.
Put 2-3 isterninger i kaffe blandingen og derefter mælkeblandingen i efterfølgende.
Drikkes bedst med et sugerør.
Tip:
Hvis det skal være lidt ekstra luksus kan glasset sættes i fryseren i 10 min og siderne af glasset kan pyntes med fx chokolade sirup. Det kræver, at man laver kaffen i et separat glas og hælder det over bagefter.
En mælkeskummer kan købes til billige penge i Tiger.
Hele herligheden kan også smides i en blender. Det er ret lækkert.
Med tilladelse fra min veninde, har jeg fået lov til at lave dette blog indlæg.
Det er min oplevelse, at psykisk sygdom er indhyllet i tabu, mystik og “gå stille med dørene”. Det er noget, som der er så vanskeligt at tale om, og derfor er det lettest bare ikke at tale om det.
Jeg ser dog helt anderledes på det. Lad os tale om det. Lad os løfte tabuet, mystikken og blive klogere på psykisk sygdom. Jeg har ikke berøringsangst overfor at tale om følelser eller følelser, der gør ondt. Jeg er sikker på, at jeg ser på psykisk sygdom som jeg gør på grund af min uddannelse og det arbejde jeg har. Jeg bliver dagligt konfronteret med menneskers psykiske problemstillinger og ofte er det lettere at tale omkring de psykiske problemer, end at gå rundt om den varme grød.
Baggrunden for dette indlæg er på opstået fordi en af at mine veninde blev indlagt på psykiatrisk afdeling med en svær fødselsdepression kort tid efter sin datters fødsel. På baggrund af samtaler med min veninde, er dette indlæg blevet til. Jeg advarer på forhånd om, at indlægget er langt!
Min veninde og jeg mødte hinanden i forbindelse med studiet og vi har hængt uløseligt sammen siden 2007. Vi har altid haft et ærligt venskab og det har altid været ok at tale om praktisk talt alt. Den ærlighed og åbenhed har helt klart hjulpet os gennem mange ting.
Min veninde fik akut kejsersnit lige knap en måned før terminen. Meget pludseligt og slet ikke noget hun eller hendes kæreste var forberedt på. Jeg besøgte mine veninde og hendes dejlige lille datter ca 14 dage efter fødslen. 14 dage senere, da hendes lille datter var 1 måned gammel, blev min veninde indlagt på psykiatrisk sygehus i modtagelsen og derefter overflyttet til sengeafdelingen med diagnosen “Svær depressiv med suicidale tanker” eller også svær fødselsdepression.
Vores åbenhed og ærlighed oplever jeg, er en kæmpe gave i dette her. Jeg føler, at hun ikke har forsøgt at skærme mig for sandheden, for hendes tanker, følelser eller noget i den forbindelse med den situation hun står i nu. Hun ved, at hun kan være 100% ærlig overfor mig, at jeg ikke vil dømme hende eller noget. Hun siger tingene som de er, og jeg siger tingene som de er. Vi siger tingene som de nu engang er. Vi kalder psykiatris afdeling for loco-land, griner af hvor tosset hun er i hovedet, hvor fjollet dele af behandlingen kan være og ja bare taler om alle de ting, som lige nu er hendes hverdag. Vores forhold har ikke ændret sig, “bare fordi” hun har det psykisk svært lige nu. Vi har haft flere samtaler, hvor vi har rullet øjne af det hele og grinet af alt det stereotype man forestiller sig omkring psykiatrisk afdeling og behandlingen. Hvorfor ikke tale om alt det der foregår? Selvom hun er syg, er hun ikke blotlagt for humor eller er ude af stand til at se, at noget er fjollet!
Vi har selvfølgelig også talt om de følelser hun har i forbindelse med hendes datter, behandlingen og hvor sindssyge tanker hun har og har haft i forløbet. Men det har nu ikke været et, som vi har haft mest fokus på. Personalet på psyk skal nok tage sig af at tale med hende omkring de følelser hun har, give hende værktøjer og hjælpe hende mod bedring.
Jeg har følt, at mit “job” har været “bare” at være hendes veninde, ligesom jeg har været siden 2007. Da jeg besøgte hende første gang ude på psyk, føles det for mig ikke anderledes at være sammen med hende, det var bare under andre forudsætninger end før. Hun var jo stadig den samme veninde som jeg har kendt så længe. Vores forhold var og er ikke der, hvor problemet ligger.
Ved mit første besøg, sagde hun da jeg tog af sted: “tak fordi det kunne være normalt i nogle timer”. Jeg smiler hver gang jeg husker på det, for det er præcis det jeg ønsker at give hende når vi er sammen. Bare at det er normalt som det plejer at være.
Jeg er klar over, at det kan være meget svært at tale omkring psykiske problemer. Mange har så stor berøringsangst overfor det og mange har urolig svært ved at forholde sig til det. Det er selvfølgelig individuelt, hvordan psykisk sygdom kan gribes an når det rammer et familiemedlem, en veninde, en ven eller en kollega. Det kommer helt an på, hvilket slags forhold man har til den, som bliver psykisk syg.
Men jeg mener, at man i flere tilfælde får mere ud af, at tale om det. Hvis man har det svært ved at finde ud af, hvordan den syge gerne vil tales til osv. så er langt det bedste at spørge. Sæt ord på dine egne følelser, sig “jeg er utryg, jeg ved ikke hvordan jeg skal tale til dig, jeg ved ikke hvordan jeg skal forholde mig til det”. Hun har yderligere sagt, at det blik, som familie og venner kan give hende, som stråler af at de er bange for at sige noget forkert til hende og medlidenheden, er rigtig svær at håndtere. Men jeg forstår det godt, for det kan virkelig være svært for pårørende at agere “rigtigt”.
Det er selvfølgelig ikke alle, der kan have sådan et ærligt forhold til hinanden, som min veninde og jeg har. Det er ikke alle, som kan klare, at man er så ærlig, også selvom det kan gøre ondt at høre hvad den anden siger.
Mit råd er: Vær ikke så bange for at tale om psykisk sygdom. Hvis det er ubehageligt, så brug lidt tid på, at finde ud af, hvorfor det for DIG er svært at tale om.
Stik fingeren i jorden og husk på at det ikke er DIG der er syg. Det er helt ok, at du bliver ked af det, at du tænker på den der er syg, men det hjælper ingen at “piske en stemning op”. Det er ok at du er glad, griner og lever livet hvis du har en pårørende eller familie der har psykiske problemer. Det hjælper ikke, hvis du også bliver trukket med ind i mørket.
Bonus info: Min veninde er i medicinsk behandling og hun gør fremskridt hver dag. Hun har ikke længere lyst til at hoppe ud foran et tog. Hun ser sin datter så ofte som muligt, hun følger den behandlingsplan der er lavet til hende. Hun ser lysere på tingene, accepterer at hun er syg og at hun skal tage en dag af gangen.
Som overskriften indikerer, så har jeg indset, at jeg bare slet ikke dur til at gå i byen. Egentlig er det ikke noget der overrasker mig, men da jeg var i byen til min søsters fødselsdag, så slog det mig virkelig, hvor meget det virkelig ikke er mig.
Jeg ved ikke hvorfor, jeg først sådan helt rigtig indser det nu, eller “tør” sætte ord på det, men måske fordi jeg straks tænker: “Hvor er du kedelig“. Men det skal være slut med at tænke sådan. Jeg er ikke kedelig bare fordi jeg ikke har lyst til at drikke og gå i byen. Min veninde sagde her den anden dag: “Du er bare typen der hellere vil have et par drinks eller hygge hjemme i privaten, det er der ikke noget galt i”. Og hun har ret. Jeg nyder at få en drink, jeg kan godt lide alkohol. Jeg er bare ikke fan af at drikke mig fuld og smutte i Gaden til langt ud på natten.
Da jeg var i byen fandt jeg mig siddende i baren og kigge ud over mængden, hvor jeg bare tænkte “Hvor ville jeg ønske at jeg var hjemme under min dyne“. Og det var ikke fordi jeg kedede mig, jeg hyggede mig faktisk. Jeg hyggede mig virkelig meget med de andre, sang med på sangene – men hvis jeg skulle vælge, så var jeg derhjemme. Det føles som en enorm splittelse, især fordi jeg kunne se, at alle andre havde det meget federe end mig.
Jeg skal huske på, at der er forskel på folk. Lige så meget som andre kan tænke, at jeg er kedelig eller underlig fordi jeg ikke vil gå i byen, så tænker jeg da også “hvorfor gider de gå i byen”. Den går begge veje. Jeg tror desværre, at der er en generel holdning til (især som ung) at det anses som normalt at gå i byen hver weekend.
Egentlig undre det mig ikke. Jeg var først i byen da jeg var 20 år gammel og gik på gymnasiet. Jeg har måske været i byen i Vejle 3-4 gange inden vi flyttede til Aalborg. Jeg har altid foretrukket privat fester.
Min pointe er.. Der skal også være plads til dem, som ganske simpelt ikke har lyst til at gå i byen. Det er der intet unormalt eller galt i.
Billedet herunder er fra min søsters fødselsdag og de tøser vi var samlet for at fejre min søster! Det er nogle dejlige veninder min søster har!
Det her indlæg har været længe undervejs efter jeg i sommers lagde et billede op af jeg har keratosis pilaris. Jeg fik så mange kommentarer på det billede og efterspørgslen har være stor på et mere uddybende indlæg.
Keratosis pilaris eller KP er et fancy ord for ?grim hud på overarmene? som jeg kalder det. Huden kan være præget af at have små hvide knopper, føles ru eller som sandpapir (overdrivelse fremme forståelse) og huden kan ofte være rødlig. Man kan også have dette på lår, numse og kinder. Jeg har keratosis pilaris (KP) og jeg har haft det så længe jeg husker. Det var dog ikke før et besøg hos hudlægen for lidt tid siden, at jeg fik sat ord på, hvad pokker det var. Hudlægen var ikke i tvivl om, hvad det var da hun så mine arme. Hun forklarede, at det var en normal tilstand som rammer både mænd og kvinder og at flere havde den end man regnede med. Knopperne kommer i hårsækkens åbning fordi huden danner overskydende protein og kombineret med døde hudceller, giver det knopper. Ofte er der hvidligt puds i og et hår som ikke er vokset ud. KP klør ikke, men ser ikke pænt ud og ofte bliver armene gemt væk. På Google og Youtube findes der artikler og videoer omkring KP.
Uheldigvis findes der ikke en kur mod KP, men det kan holdes nede med de rette cremer og diverse. Min erfaring er, at man med KP aldrig kan hvile på laurbærrene. Det er daglig og konstant opmærksomhed på det. Det bliver ofte værre om vinteren fordi vi pakker os ind og luften er tør. Om sommeren bliver arme og ben luftet oftere, vi får sol og vi er bedre til at smøre os ind i (sol)creme. Personligt har jeg den flotteste hud efter en uge på charter ferie, hvor jeg har været god til at smøre kroppen ind, fået sol og brugt skrubbehandske. Den tilstand varer cirka 1 uge også er det tilbage til mere ru hud og rødme.
For at få has på KP skal man have fokus på eksfoliering og fugt. Det er vigtigt at få skrubbet de døde hudceller væk og tilføre huden en masse fugt. Selvfølgelig hjælper det også at drikke godt med vand og leve sundt. Jeg har dog erfaret, at det der er vigtigt er at skrubbe huden og tilføre fugt. Er man konsekvent med dette, så hjælper det så utrolig meget på huden og KP.
Personligt kan min hud på armene og lårene godt klare at blive skrubbet blidt dagligt i forbindelse med bad, men det er individuelt. Jeg bruger en af de skrubbe handsker man kan købe billigt i fx Matas, Normal, Føtex osv. Dertil bruger jeg en bodyshampoo, lige nu er jeg vild med den fra Matas med citrus. Men af egen erfaring kan man bruge lige det man har lyst til.
Efter bad skal der tilføjes fugt. Til fortykket hud og KP kan man afprøve Carbamid creme i først 5% og derefter 10% hvis huden tager godt imod det. Vigtigt er dog at det skal være uden parfume. Jeg har prøvet så mange cremer og indtil videre er Carbamid 10% fra Matas rigtig god, ellers er jeg glad for Natur serien som Matas også kører med (den er dog ikke med carbamid). For mig er fx Decubal alt for fed til mig og gør det hele værre. Nogle bruger kokos olie, baby olie. Man skal finde det, som virker for en. Hvis jeg virkelig skal have has på mig KP har jeg fundet ud af, at jeg skal smøre med creme både morgen og aften. Det er konstant opmærksomhed på ens hud og hvordan den reagerer på behandling.
Efter lidt research kan jeg finde skønhedsklinikker som specifikt går ind og behandler på KP, men jeg har ikke opsøgt disse. Jeg ved at nogle har succes med at behandle med salicylsyre som findes i fx Clerasil produkter. Jeg har selv forsøgt at købe Clerasil skrubbecreme som egentlig er ment til at bruge i ansigtet, men brugt disse på arme og ben. Det fungerer egentlig helt fint og det virker på mig, men det er lidt i perioder og alt efter hvor slemt mit KP er.
Jeg synes at det er vigtigt at pointere, at det IKKE er flovt at have KP. Det er mere normalt end man regner med. Det er utrolig træls ikke at have silkeblød hud og mange har sikkert den veninde, som bare den mest lækre bløde hud, hvor misundelsen er stor! Jeg har selv et par veninder, hvor jeg er så misundelig over deres perfekte bløde hud..
Med den rette behandling af KP kan man få dejlig blød hud og mindre synlig rød hud – det er bare med at prøve sig frem.
Held og lykke med projektet..
Det er gået op for mig, at jeg er kroniker.
Det lyder bare så mega negativt og jeg er egentlig ved at brække mig over det. Mig – en kroniker? Hvordan det? Jeg er jo slet ikke syg.
Men jeg har lipødem, hvilket anses som en kronisk sygdom og jeg har kroniske smerter.
Men som der står på sundhedsstyrelsens hjemmeside, så lever mange kronikere, heldigvis et helt almindeligt og godt liv. Jeg er heldigvis en af dem, som trods kronisk sygdom, kan leve et normalt liv. Jeg ved godt at jeg er heldig og selvfølgelig er jeg også meget taknemmelig. Dog har jeg det rigtig svært ved at være en kroniker. Jeg har ikke lyst til at være en del af den statistik og den voksende gruppe af danskere, som betragtes som kroniker. Jeg ved ikke om det bare er mig, men jeg er aboslut ikke fan af det. Måske er det bare mig, men det lyder så frygtelig negativt i mine øre “at være kroniker”. Der var en, som spurgte om jeg så ikke kunne få kronikertilskud. Jeg blev lidt paf, men det er heller ikke let at vide, at et kronikertillæg betyder, at man får dækket udgifter til medicin hvis det overstiger et bestemt beløb. Og jeg som kroniker, i mit tilfælde, ikke har nogle udgifter til medicin udover smertestillende ca. 1-2 gange måneden. Det kan vist ikke andet end betragtes som normalt. Det er selvfølgelig virkelig sødt at blive gjort opmærksom på, virkelig sød tanke. Men det havde jeg slet ikke brug for at få “smækket” i hovedet..
Jeg håber, at der på et tidspunkt findes en kur mod lipødem eller noget der kan lindre symptomerne. Ikke at jeg tror det sker i min tid, men man kan have lov til at håbe. Også synes jeg måske, at det er vigtigst at der bliver forsket i helbredelse af sygdomme som kræft, ALS, demens. Lipødem kan man i langt de fleste tilfælde leve et helt normalt liv med. Der er også dem, hvor lipødemet har taget helt over, og det er et svært liv at lev i. Mit hjerte bløder for de kvinder, hvor lipødem er blevet en invaliderende sygdom og det ikke længere er muligt at leve et normalt liv.
Jeg ser mig ikke selv som kroniker og som en der er syg. Jeg er ikke lipødem, men jeg har lipødem. Jeg er kroniker, men jeg dyrker det ikke. Det er ingens ansvar at jeg har lipødem eller nogen skyld. Jeg vil ikke ynke eller ynkes, det kommer jeg ingen vegne med. Jeg har taget ansvar for mig eget liv og søgt de steder, hvor jeg kunne finde hjælp til at takle min sygdom og lindrende behandling. Det er ingen andres ansvar end mit eget.
Det er min klare holdning at det aldrig kan være andres ansvar når det gælder ens liv. Det er ens eget ansvar at søge den nødvendige viden og kanaler til der hvor man eventuelt kan gå hjælp. Det oplever jeg desværre dagligt at man fralægger sig ansvaret og forventer at andre skal gøre noget. Det er mig meget imod.
Hvis du er kroniker, så håber jeg, at du kan leve et så normalt liv som muligt og ikke dvæler i dine begrænsninger.
