2017 blev på igen måder, som jeg havde forestillet mig, at den ville blive. Jeg havde aldrig forestillet mig, at da jeg sad hos min veninde og hendes barn og skålede året 2017 ind, at jeg skulle få hele min verden vendt på hovedet i løbet af året.

I starten af 2017 havde H og jeg endelig fundet ud af, at vi ikke skulle kigge efter huse, men lejligheder. Vi havde set på så mange fantastiske huse, men det føles aldrig helt rigtigt. Vi endte med at skrive under på vores drømme lejlighed, som skulle stå færdig i december 2017. Vi holdte utallige møder med mægler, advokat og banken. Vi skulle egentlig bare vente på at det blev 1. december og næste etape i vores liv.

Da H og jeg underskrev lejligheden hos mægler.

I januar var jeg på drømmeferie sammen med min søster til Maldiverne. Jeg har skrevet to indlæg omhandlende selve rejsen og gode råd, som kan læses her og her. Maldiverne var en helt fantastisk rejse og jeg er ikke sikker på, at jeg nogenside kommer tilbage dertil og jeg er så glad for, at jeg har nået at opleve det. Jeg kan kun anbefale en rejse til Maldiverne, også selvom det er hamrende dyrt. Det var en af de bedste oplevelser jeg har haft, også fik jeg lov til at dele den med min søster.

Feriebillede fra Maldiverne.

Sidst i april skulle min kollega og veninde giftes. Jeg skulle lave bryllupskagen og jeg var så stolt af, at jeg fik lov til at lave hendes bryllupskage. Dagen efter at jeg havde leveret kagen og fejret kærligheden braste min. Og min verden som jeg havde kendt den de sidste 11 år var forandret for altid.
H smed “vi skal tale sammen” bomben.
Jeg har lovet mig selv, at jeg ikke vil dele detaljer omkring vores brud udover mine følelser omkring bruddet, som jeg også har skrevet flere indlæg omkring. Jeg har ikke delt detaljer og om forløbet. Jeg synes det er for privat og H har aldrig ønsket at få delt sit liv på de sociale medier. Det vil jeg fortsat respektere.

Sheila og Kristians bryllupskage.

Jeg husker faktisk ikke maj, juni og juli måned. Jeg kan se, at jeg i min kalender har haft aftaler, men det er kun fordi jeg kigger i min kalender, at jeg kan se, at der er sket noget i de måneder. Det jeg husker er, at jeg har taget på arbejde også hjem på sofaen for at ligge i fosterstilling mens jeg så serie på Ipad. Jeg kunne vitterligt ikke forholde mig til meget andet end en lille skærm på Ipad. Sommerferien blev aflyst og det blev aftalt med mit arbejde, at jeg kunne holde min sommerferie når jeg var klar til det.

Jeg brugte meget at gå ture i området omkring lejligheden/Nørresundby efter bruddet.

Det virker total underligt at ens verden kan gå i stå. Men sorg er en størrelse, som jeg aldrig havde troet, at jeg skulle opleve på denne måde. Jeg har aldrig været så knust, så skuffet og ked af det. Det er præcis også de følelser, som jeg nok aldrig vil slippe helt, eller det vil tage langt tid at komme mig over.
Men midt i sorgen blev Christian født i august. Corinna fødte en velskabt dreng og jeg kalder ham min store kærlighed – jeg er så forelsket i ham! Jeg kan ikke vente med at følge med i hans opvækst.

 
Christian – min store kærlighed

I september følte jeg endelig, at jeg var klar til at holde min sommerferie. Jeg tog en uge til Mallorca sammen med min mor og min søster. Det var en helt fantastisk ferie og det var bare så tiltrængt at være væk fra Danmark. Alligevel var det mærkeligt at være på den sommerferie, som jeg reelt set skulle have været på sammen med H. Det var mærkeligt at tænke på, at jeg for eftertiden ikke skulle på ferie med H efter vi i over 11 år havde været på ferie sammen så mange gange. Selvom jeg nød ferien, så gik der 1000 tanker igennem mit hovede og jeg havde svært ved at være helt til stede.

Velfortjent sol ferie sammen med min mor og søster 

Jeg tilbragte nogle dage hjemme hos mine forældre og nogle dage i Esbjerg inden jeg kom tilbage til Aalborg igen efter næsten 3 ugers ferie. Da jeg kom hjem i lejligheden igen, følte jeg for første gang, at nu var jeg hjemme i min lejlighed og ikke vores lejlighed. Endelig føles det som min lejlighed. Jeg har skiftet nogle ting ud i lejligheden og fået ryddet op. Det har føles rigtigt for mig at rydde op med hård hånd, smide ud og kun have det mest nødvendige. Det er skræmmende hvor mange ting et menneske kan have!

Hoptimist (i korrekt lyserød) fra kollegaerne. 

Jeg har fødselsdag i november og jeg knus elsker fødselsdage. Det er den bedste dag på året! Jeg kunne slet ikke overskue tanken om at jeg skulle vågne op på min fødselsdag alene for første gang i 11 år. Heldigvis har jeg verdens bedste storesøster, som kom op til mig så jeg ikke skulle vågne op alene. Jeg blev fejret på bedste vis af en masse dejlige mennesker, som virkelig har været der for mig.

Min søster, Corinna og Christian fejrede min fødselsdag på fineste vis.

1 december kom snigende og markerede datoen for, at H og jeg skulle have flyttet ind i lejligheden. Overraskende nok, så gjorde 1 december ikke så ondt som forventet. Jeg havde siden maj fået det hele mere på afstand, fået talt rigtig meget om det og 1 december endte i en bytur.
December blev også måneden hvor jeg skulle møde ham, som i dag får mig til at smile. Jeg havde på ingen måder troet på, at en date skulle ende med, at jeg nu sidder og skriver dette indlæg i hans sofa. Men pludselig var han der, uden jeg havde forventet det og tog mig med storm. Jeg havde ikke forventet, at det hele skulle gå så stærkt eller at jeg skulle blive så glad for ham. At jeg skulle finde en, som er så tålmodig med mig, da jeg havde alle parader oppe og slet ikke kunne finde ud af det hele. Jeg forstår ikke mit held.  Om han bliver “offentliggjort” på sociale medier med billede og navn, det må fremtiden vise. Men lige nu er han “ham den dejlige”.

Jeg har brugt utrolig mange timer på at holde ham den dejlige i hånden

Hvad mon 2018 byder på for mig? Lige pludselig ser året ikke så uoverskueligt ud og jeg glæder mig oprigtigt til at finde ud af, hvad der kan ske. Lige nu føler jeg, at 2018 kun kan blive et godt år – især efter jeg har fundet ham den dejlige! 2017 viste mig at alt kan ske også selv det, som jeg ikke troede var muligt. Alt kan komme til at gå galt, alt kan komme til at gå godt. Jeg er klar. 2018 kom an.

Hvis man har fulgt mig gennem langt tid på Instagram og bloggen, så vil man opleve, at jeg deler meget af mig selv. Generelt er jeg bare meget ærlig og deler mange ting, som andre nok ville finde for privat.
Selvom man ikke skulle tro det, så har jeg nogle klare grænser og der er ting/emner, som jeg så absolut aldrig vil tale om! Der er 4 ting, som jeg fra starten har været meget bevidst om, at jeg ikke vil skrive om.

Jeg taler aldrig om mit arbejde og jeg tror egentlig ikke, at der er ret mange på de sociale medier, som egenlig ved, hvad jeg arbejder med. Det er ingen hemmelighed, at jeg er uddannet ergoterapeut, men hvor jeg arbejder og hvad jeg laver, det har jeg på ingen måder lyst til eller behov for at dele. Jeg har verdens bedste arbejde og jeg elsker virkelig det jeg laver, men jeg har på ingen måder lyst til at blande jobbet ind i denne sociale medie verden. Hvad jeg arbejder med har intet med den jeg er, når jeg går ud af døren på arbejdet. Når jeg er på jobbet er jeg 100% på job og når jeg har fri, så har jeg 110% fri og vil ikke beskæftige mig med mit job. Grundet naturen af mit job, så er det vigtigt at kunne tage 100% distance fra det ansvar jeg har og de opgaver der følger med når jeg har fri. Jeg kan ikke tage arbejdet med hjem, jeg vil ikke tage arbejdet med hjem. Der er nødt til at være en tydelig grænse, ellers bliver jeg kørt ned på det. Det lyder måske lidt mærkeligt, fordi arbejde betyder så meget for mange i dag. Men hvis jeg vil blive udkørt og få stress, så skal jeg bare tage arbejdet med hjem. Det kommer bare ikke til at ske!

Jeg taler aldrig om religion. Folk må tro på præcis det de vil, men jeg vil ikke blande mig i det.
Jeg taler aldrig om politik. Som i aldrig. Længere er den ikke.

Jeg vil ikke tale om mit dating og sexliv. Jeg kan simpelthen ikke se hvad det kommer andre ved. Det er så sindsyg sårbart for begge parter at være på date og hvorfor så dele det med hele verden? Ja det er selvfølgelig meget sjovt at fortælle veninderne om den kiksede date du var på igår, men hvor nederen vil det ikke være, hvis du selv kan læse om det dagen efter på en blog? Det har jeg ihvertfald ikke tænkt mig. Det synes jeg faktisk er total unfair, men måske er jeg ene om at have den holdning?
Og jeg vil på ingen måder fortælle om mit sexliv – hvorfor skulle jeg dog det? Det er så privat på alle måder.
Det er fint at nogle bloggere vælger at fortælle om deres dating og sexliv på deres blogs og det kan da også være så mega sjovt at læse om. Det er dog aldrig et emne der vil komme på min blog eller Instagram.

Jeg lader andre bloggere skrive om arbejde, religion, politik og dating/sexlivet – så tager jeg alt andet 🙂 Men hvad tænker I – kan I nikke genkendende til min beslutning om ikk at tale om overnævnte emner?

Med så kæmpe stor fokus på sundhed gennem de seneste år, så er det nærmest mærkeligt, hvis man på et eller andet tidspunkt ikke bliver “ramt ” af sundhed. Jeg er ingen undtagelse. Sundhedsbølgen ramte også mig og det har ændret mig. For mig har sundhed haft store omkostninger for den jeg er blevet til og det vil sandsynligvis følge mig i fremtiden både på godt og ondt.

Før jeg blev ramt af sundhed levede jeg et helt almindelig liv, var flyttet hjemmefra og tog en uddannelse. Kost og træning var ikke noget der fyldte i mit liv. Jeg var ikke tynd, ikke overvægtigt og havde endnu ikke fundet ud af, at jeg havde lipødem. Det hele var bare meget normalt.
Jeg tabte mig i forbindelse med bachelor tiden og jeg tabte mig næsten 10 kg. Ikke langt tid efter fik jeg min diagnose på lipødem og jeg tog det hele på igen og mere til. Jeg sørgede over, at jeg mit helt almindelig liv nu var forandret for altid.

Fitness blev en del af min nye hverdag, da jeg endelig vågnede op efter at have fået min diagnose. Jeg blev ekstrem sund. Trænede stort set dagligt, meldte mig på det ene hold i fitness efter det andet. Jeg begyndte at spise sundt. Og ikke bare sundt – jeg blev bange for mad. Der gik ekstrem sundhed i den. Jeg blev bange for bananer. Hvor dumt er det lige. Bananer. Men der var fy-fy sukker i.
Jeg stod skarpt. Stærkere og bedre end nogen sinde. Indrømmet – jeg savner min form, for hold nu op det så godt ud. Men jeg savner ikke selvpineriet og de sindsyge tanker der fulgte med. Jeg sprang også ud som veganer i 7 måneder, men jeg havde ikke lavet mit hjemmearbejde godt nok, så jeg begyndte at tabe håret. Jeg manglede alt og sørgede ikke for, at få det, som kroppen har brug for. Jeg var dog klar til at prøve alle mulige og umulige ting for at blive “sund”.

Min krop og mit sind blev langsomt brudt ned af den ekstreme diæt og træning. Selvom jeg i dag godt kan se, at jeg var der, hvor min krop ikke kunne mere, så ville jeg have mere. Jeg ville være tyndere, stærkere og mere markeret. Men langsomt begyndte jeg at slappe af med træningen og ganske simpelt, opdage chokolade igen! Og jeg er meget gladere end jeg var før. Bevares så har jeg taget på og pist væk er mine tydelige markeringer. Men jeg vil hellere undvære de markeringer og spise normalt.
Jeg er ikke længere ramt af ekstrem sundhed. Jeg er færdig med det. Aldrig mere. Og mens jeg sidder og skriver dette indlæg, så spiser jeg en pose chips, for det var lige det, som jeg havde lyst til.
Det kan diskuteres side op og side ned, hvad sundhed er og om sundhed ikke også er, når man finder en god balance. Det er det så absolut også, men her taler jeg om “spise bønner og træne 7 gange om ugen” sindsyge sundhed. Jeg er bare færdig med ekstrem sundhed! Ander der har det på samme måde?

Ok det er måske lidt hårdt – men det er altså sådan jeg godt kan have det. Dem der kender mig, ved at jeg ikke mener det så hårdt og negativt som det måske lige lyder! Og selvfølgelig hader jeg ikke alle der er lykkelige, for det handler jo bare om, at jeg er pisse misundelig. For jeg skal være den første, som indrømmer, hvis jeg er misundelig eller hvad mine følelser handler om.

Jeg er pisse misundelig over andres lykke. Alt den lykke som jeg pludselig ikke længere har. Der er ingen der skal komme og fortælle mig, at det ikke er ok at have de følelser. Det er jo ikke fordi jeg ikke under andre alt den lykke i verden, jeg er bare lige ikke et sted, hvor jeg helthjertet kan rumme det.
Jeg havde det hele og tæppet blev revet under mig. Nu ser jeg andre flytte ind i deres huse, få børn, blive friet til, blive gift. Jeg synes ærligt talt at det er pisse snyd og jeg forvandler mig til en 5-årig der ikke får sin vilje. Jeg er “stampe-i-jorden” pisse misundelig og jeg vil også!

Jeg er ikke bleg for at sige, at jeg vil have hele svineriet. Hæsblæsende forelskelse, blive friet til, få børn, købe hus, optage boliglån, have en gemmensnits hverdag med gennemsnits sex, smøre leverpostejsmadpakker og leve lykkeligt for evigt og altid. Og jeg har jo prøvet at have den hæsblæsende forelskelse og gennemsnitlige hverdag – det vil jeg gerne have igen. Gerne hele pakken som beskrevet! Det er vel egentlig ikke for meget at forlange? Helt ærligt, så synes jeg selv, at jeg fortjener det! Det tør jeg godt sige, at jeg synes, at jeg fortjener alt det, som jeg ønsker/vil have.
Så når jeg siger, at jeg hader lykkelige mennesker, så handler det egentlig kun om misundelse.
For mig er misundelse kun en grim ting, hvis man ikke indrømmer at man er misundelig.
Det er hårdt pludselig at stå som ufrivillig single, men en brast drøm og en fremtid, som på et splitsekund ændrede sig totalt. Så det er derfor, det kan være ret svært for mig at rumme andres lykke uden at misundelsen driver igennem mine årer.
Så indtil da – så hader jeg lidt på dem, der er lykkelige!

Jeg har stadig ikke udtømt emnet “Jeg er blevet single”, da det åbenbart har åbnet op for en helt ny verden, og jeg føler, at jeg stadig har noget at kunne dele.
Min nye single tilværelse er cirka 5 måneder nu og jeg har fra dag 1, hvor jeg “offentliggjorde” min nye status, fået en del beskeder fra en masse skønne piger, som har oplevet/oplever det samme som mig. Og lad mig da lige starte med at udtrykke min taknemmelighed for at I har åbnet op overfor mig – jeg er blæst helt bagover af alle de beskeder jeg har fået. Tak!

Hvordan har jeg så klaret mig gennem bruddet indtil videre?
Hvordan jeg ikke er endt med en sygemelding, hvordan jeg ikke har udviklet en depression eller hvordan jeg ikke er gået helt i stykker – det ved jeg simpelthen ikke. Jeg har aldrig prøvet noget, som har gjort så fysisk ondt og aldrig grædt så meget, som jeg har gjort i forbindelse med bruddet. Jeg burde have været gået i stykker!
Jeg overvejede sygemeldingen, men hvad skulle det hjælpe mig? Endnu mere tid, hvor jeg kunne sidde herhjemme og tænke. Tænke mere? Nej tak – jeg klarer det fint med at tænke en masse “i min fritid”. Heldigvis har mine kollegaer givet mig plads til, at jeg har kunne sidde og passe mig selv. Givet mig tid til, at jeg ganske simpelt, har siddet og stirret ud af vinduet.
Jeg har set ufattelig meget Netflix og Viaplay – de tjenester har ikke tjent mange penge på mig. Jeg har ikke kunne holde ud at se fjernsyn, men jeg har set serier. Bogstavlig talt, så har jeg brug 2 måneder på at tage på arbejde også komme hjem for at ligge i fosterstilling på sofaen, mens jeg har set serie. Når jeg så serie, så tænkte jeg ikke så meget på det hele. Det har været min flugt. Nu har jeg mindre brug for at se serie og “flygte” ind i den verden. Jeg har stadig ikke tændt for fjernsynet, og jeg overvejer helt at melde min tv pakke fra.

Det er min klare overbevisning at det, som også har hjulpet mig, er min ærlighed og evne til at udtrykke mine følelser/tanker. Jeg har været helt ærlig fra dag 1 og forsøgt at udtrykke hvad jeg har følt og ikke lagt låg på. Dem som har spurgt til mig, de har fået det helt ærlige svar uden omsvøb.
Det har også hjulpet mig, at jeg i samtaler med H efterfølgende har været helt ærlig og fået sagt alle de ting, som jeg gerne ville. Jeg sidder ikke tilbage med følelsen af at “det ville jeg have sagt”. Om jeg nogen sinde kommer mig over skuffelsen og følelsen af at være blevet snydt? Det ved jeg ikke. Om jeg nogen side bliver vred på ham, det ved jeg ikke, for lige nu der overskygger skuffelsen alt. Og han ved godt hvor såret og skuffet jeg er over ham og de beslutninger han har taget uden at involverer mig.

Det er absolut ikke alle, der har kunne håndtere min ærlighed, men det hjælper mig, så jeg fortsætter med at være ærlig når nogen spørger mig.
Selvom det er svært, så har jeg også forsøgt at være ærlig overfor mig selv. Jeg er verdensmester i at feje ting under gulvtæppet når det gælder mig selv og jeg vil helst bare have, at alt er godt. Det gør ondt at være ærlig overfor en selv, men det er nødvendigt. Jeg stiller mig selv det spørgsmål: Var alt nu helt godt? Var der noget, som skulle have været anderledes? Og JA! Selvfølgelig var der ting, som skulle have været anderledes. Har de ting bidraget til, at H gik? Det er en mulighed. Det er dog ikke noget, som jeg ikke synes, der kunne arbejdes med og løses. Men jeg er jo også den sårede part som sidder tilbage og ligner et stort spørgsmålstegn. Jeg ser kun tingene fra min side og selvom jeg altid forsøger at se begge sider af en sag, så kan jeg her på ingen måder forstå den anden side. Og er det ikke ok at have et “blindt” punkt – jeg kan jo ikke være altomfavnende og åben omkring alt?
Men sket er sket. Jeg kan ikke lave det om. Igen – det er ham der smider guld på gaden. Jeg bliver nødt til at komme videre – og det går heldigvis meget bedre.

Single – and on the road to recovery